En stor del af middelklassen bakker ikke længere op om den danske arbejdsmarkedsmodel, viser en undersøgelse, som tænketanken Cevea har foretaget på baggrund af Ryanair-sagen.

Sagen om Ryanair har placeret den danske model i valgkampen.

En ny undersøgelse, som tænketanken Cevea har foretaget blandt et repræsentativt udsnit af danskerne, viser, at en stor del af middelklassen ikke længere bakker op om den danske arbejdsmarkedsmodel, skriver Ugebrevet A4.

Overordnet ligner undersøgelsens resultat en solid opbakning til den danske model, eftersom tre ud af fire ser den som vigtigere end de frie markedskræfter. Men sorterer man respondenterne efter indkomst, viser der sig en klar tendens til, at man vælger efter økonomisk status:

Danskere i husstande med en årlig indtægt på 600.000 kroner eller mere før skat udgør 52 procent i den gruppe, der mener, at frie markedskræfter er vigtigere end at bevare den danske model. Danskere med en årlig husstandsindkomst på under 600.000 kroner udgør 36 procent.

Omvendt i den gruppe, der mener, at den danske model er vigtigst. Her udgør dem med under 600.000 i årlig husstandsindkomst hele 60 procent og dem med mere end 600.000 i husstandsindkomst kun 27 procent.

BNB