Zenia Stampes (R) overraskende melding om, at krigen i Afghanistan var en regulær fejl, undrer både hendes partifæller, eksperter og soldaterforeninger. Også en pårørende står uforstående overfor forsvarsordføreren.
- Det er forkert, når hun siger, at krigen var en fejl, også fordi hendes parti gik jo selv ind for det. Jeg synes, det virker lidt selvmodsigende, siger Niels Rørdam Holm.

Niels Rørdam Holm mistede sin søn Sebastian La Cour i december 2008. Sebastian og hans deling var på patrulje i Afghanistan, da en vejsidebombe sprang, og Sebastian mistede livet. Han blev 22 år gammel. Niels og hans familie har altid bakket sønnen op i hans deltagelse i krigen.

- Vi synes i min familie, at man skulle gøre noget for at bekæmpe terrorisme. Danmark kan ikke bare gemme sig. Vi lever af det internationale samfund, derfor skal vi også vise flaget.



Niels Rørdam Holm og hans familie kæmper stadig med sorgen, men har alligevel valgt at deltage aktivt i debatten om krigen. Og selvom han ikke forstår Zenia Stampes udtalelser om, at krigen var en fejl, synes han, det er godt, at der kommer en debat, om hvad der gik godt og hvad der gik skidt.

Og ifølge Niels Rørdam Holm var der flere områder, hvor hæren ikke gjorde det godt nok.

- Vi var ikke dygtige nok. Det var for farligt for os at gå ind og være så aktive, som vi var. Vi var jo i Helmand og de farligste steder. Udstyret var ikke godt nok og beslutningsprocesserne var ikke gode nok. Der var heller ikke tilstrækkelig overlevering af viden fra et ISAF hold til det næste. Men vi lærte meget undervejs, siger Niels Rørdam Holm.

Tidligere folketingsmedlem for Det Radikale Venstre, Niels Helveg Petersen, tager i dag i Politiken skarpt afstand fra Zenia Stampes udtalelser og kalder dem for "værdiløse".

 

- Jeg synes ikke, at hendes udtalelser er værdiløse. Hun siger jo, at vi skal lære af det, og så er vi nødt til at kigge på, hvad der er gået godt og hvad der ikke er. Det synes jeg, man skal gøre. Jeg synes, det er godt at tage debatten, for vi skal lære af det her. Vi skal fortsat være aktive, men vi skal dælme lære af det. Og det har vi også gjort undervejs, siger Niels Rørdam Holm.

I Berlingske udtaler Villy Søvndal, at det ikke gøre det op i penge, når der sendes soldater ud. Det er Niels Rørdam Holm enig i og kalder krig for 'farligt og dyrt'.

Hvordan skal man så gøre det op?

- Så er vi tilbage til spørgsmålet om, hvad er strategien? Hvad skal vi opnå? Og der er jeg enig med Zenia Stampe i, at man ikke kan lave et ekstremistisk land om så hurtigt, siger Niels Rørdam Holm.