Flere afdelinger står tomme på nyt, topmoderne psykiatrisk sygehus i Slagelse, fordi man mangler læger, sygeplejersker og fysioterapeuter

Kronprinsesse Mary kom og kastede glans over indvielsen. Politikerne talte om et byggeri i verdensklasse.

Men et år efter åbningen af Psykiatrisygehus Slagelse er flere sengeafsnit endnu ikke taget i brug.

Motionsrum og træningskøkkener kører på nedsat kraft, og den luksuøse svømmehal og spa med vandfald og dæmpet musik er kun tilgængelig for en mindre gruppe af patienter.

Idéen bag det prisbelønnede byggeri til 1,2 mia. kr. er, at arkitekturen med sine gårdhaver, lysindfald og afstemte farver skal hjælpe med at helbrede patienten.

»Det er nobel velfærdsarkitektur, vi godt kan være stolte af,« skrev Politikens arkitekturanmelder Karsten R.S Ifversen begejstret, da sygehuset åbnede.

Alligevel har sygehuset haft ualmindelig svært ved at tiltrække læger, sygeplejersker og fysioterapeuter. Og det ærgrer vicedirektør Søren Bredkjær.

»Vi mener selv, at vi er centralt placeret på Sjælland, men er vi udfordret af, at mange synes, der er langt til Slagelse. Afstanden er et problem for nogle. Vi vil meget gerne kunne åbne de 12 sengepladser på retspsykiatrisk afdeling, der står tomme. Vi mangler en overlæge, og vi kunne godt bruge mere personale i den almene psykiatri, blandt andet sygeplejersker og fysioterapeuter,« siger han og tilføjer, at det nok vil tage tid at komme op på fuld bemanding.

Over hele Sjælland mangler der lige nu 250 sygeplejersker, oplyser Dansk Sygeplejeråd.

Pendler ud af regionen

De tørre tal viser også, at 1.422 sjællandske sygeplejersker pendler ud af regionen hver eneste dag, og tallet er stigende. Kun 474 rejser den anden vej.

Mange sygeplejersker rejser altså gerne langt for at arbejde på hospitaler i hovedstadsområdet. Det er den udfordring, Psykiatrisygehus Slagelse skal løse, mener Ulla Birk Johansen, som er kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd.

»Regionen må se at komme ind i kampen om de sygeplejersker, der søger job uden for vores område,« siger hun.

En anden og mere grundlæggende forklaring på problemet er, at sundhedspersonalet i mange år har betragtet psykiatrien som lavstatus.

»Problemet er, at der er prestige i at bevilge penge til kræftplaner og hjerteplaner, men ikke til sindslidelser,« siger Ulla Birk Johansen.

Og spørger man den ledende oversygeplejerske Pia Stranges fra retspsykiatriatisk afdeling på Psykiatrisygehus Slagelse, kan der være noget om snakken. Selv om det er ufortjent.

»Nogle sygeplejersker tænker, at de ikke skal nyde noget af at arbejde i retspsykiatrien. Men det er et mere spændende område, end mange tror. Der er mange nuancer i det, og man har længere tid til den enkelte patient. Vi har meget at tilbyde. Man skal bare få øje på det. Et godt fagligt miljø og ret gode specialuddannelser, som vi får gode tilbagemeldinger på,« siger Pia Stranges.

Sådan ser der ud på hospitalet:

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Psykiatrisk Sygehus Slagelse er et byggeri i verdensklasse. Men siden åbningen i august 2015 har man haft problemer med at skaffe personale. Når der ikke er mennesker på billedet, skyldes det hensynet til patienternes ønske om ikke at blive fotograferet. (Foto: Bax Lindhardt)
Psykiatrisk Sygehus Slagelse er et byggeri i verdensklasse. Men siden åbningen i august 2015 har man haft problemer med at skaffe personale. Når der ikke er mennesker på billedet, skyldes det hensynet til patienternes ønske om ikke at blive fotograferet. (Foto: Bax Lindhardt) Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hospitalets motionsrum udnyttes kun delvist, fordi personalet ikke har tid til at ledsage patienterne. Når der ikke er mennesker på billedet, skyldes det patienternes ønske om ikke at blive fotograferet.
Hospitalets motionsrum udnyttes kun delvist, fordi personalet ikke har tid til at ledsage patienterne. Når der ikke er mennesker på billedet, skyldes det patienternes ønske om ikke at blive fotograferet. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere