Der hersker lige nu uenighed om, hvorvidt prins Christian var i fare, da en australsk livredder torsdag kom den royale arving til undsætning, mens han var ude at bade under kronprinsparrets ferie i Australien.

Ifølge Kongehuset var prins Christian på intet tidspunkt i fare, men blev blot tjekket af en særlig opmærksom livredder.

Den pågældende opmærksomme livredder beskriver omvendt situationen som så kritisk, at prins Christian ikke selv var i stand til at svømme tilbage til stranden.

En ting ligger dog fast. Badestranden, Mermaid Beach, hvor kronprinsfamilien opholdt sig torsdag, er langt fra ufarlig.

Den australske nyhedsværtinden på tv-stationen 7 News, der bragte indslaget, indledte med, at prins Christian havde fået sig en lærestreg, hvad angår de farlige australske strande.

Livredder-tjenesten ripcurrents.com.au skriver videre, at der kan være stærk strøm, og gæsterne derfor er sikrest tæt på stranden.

På siden fremgår det også, at det langt fra alle badegæster, der bliver udsat for et besøg af en livredder, selv om Kongehuset beskriver situationen som udramatisk. Siden juli har der været en livredning, fem tilfælde af førstehjælp og 279 forebyggende aktioner.

Livredder-chefen Stuart Kearys kommentar ‘vi fik fat på ham (prins Christian red.), før det blev for alvorligt, men han ville ikke selv have været i stand til at svømme tilbage’ antyder, at Danmarks tronarving er røget med i statistikken for forebyggende aktioner.

Dem har der siden juli været ca. 1,5 af om dagen, hvilket understreger, at det hører til hverdagens sjældenheder, at badegæsterne, som prins Christian, får besøg i vandet af en livredder.

Mermaid Beach er to kilometer lang og har 16 livreddertårne langs kysten. Fem km. væk ligger den populære surfer-destination, Surfers Paradise.

BT ville gerne høre Kongehuset, om prins Christian var alene ude i vandet, og hvor langt ude han befandt sig, da en livredder torsdag kom ham til undsætning. Det har dog endnu ikke været muligt at få en kommentar.