En af landets mest berømte forfattere, Klaus Rifbjerg, er død i en alder af 83 år.
Det bekræfter Gyldendals presseservice over for TV 2.
Det er sket efter længere tids sygdom.
Klaus Rifbjerg, der blev født den 15. december 1931, er opvokset på Amager i København. Hans forældre var overlærer Thorvald Rifbjerg og Lilly F. Nielsen.
Siden 1955 var han gift med Inge Rifbjerg, som måtte flytte på plejehjem, da hun efter sygdom blev blind i 2011.
I september 2012 bragte BT et større interview med Rifbjerg, hvor han reflekterede over sit liv og forholdet til Inge Rifbjerg.
Læs også:
»Min kone er desværre meget syg. Hun er blevet blind, det er ikke så sjovt. Vi er ligesom blevet skilt i en høj alder, meget mod vores vilje. Det er sgu ikke sjovt. Det kan du godt forestille dig. Altså når man bogstavelig talt har været vant til at opleve verden sammen og kunne diskutere den og være en del af den, og så pludselig falder der sådan et uheld ned,« sagde Rifbjerg til BT.
I interviewet gav forfatteren også udtryk for sine tanker om døden.
»Ja, den tror jeg ikke man kommer udenom at tænke på. Det kan man læse i rigt mål i mit forfatterskab, der er masser af død og dødstanker,« sagde Klaus Rifbjerg.
»Nu sidder jeg jo og er rask og rørig, så er det meget nemt at være høj i hatten og sige alt muligt. Men jeg har lagt mit pund, jeg har puttet dét i skålen, jeg skulle, og kommer der ikke mere, så kan jeg godt aflevere nøglerne og fjerpennen til den næste, der står parat.«
Læs også:
Klaus Rifbjerg indledte sit forfatterskab med digtsamlingen 'Under vejr med mig selv i 1956. Digtene følger et livsforløb helt fra undfangelse til voksenlivets borgerlige forpligtelser og bliver af Gyldendal beskrevet som både »muntert charmerende, pågående, frækt og selvironisk«.
Der findes forfattere, der bliver til mere end »bare« forfattere. Som alle, der deler deres modersmål, kender til, hvad enten de rent faktisk har læst vedkommende eller ej, og som de kender til, fordi de er – eller var – så meget. Fordi de fylder – eller fyldte – så meget. Sådan en forfatter var Klaus Rifbjerg.
Nu er han død, 83 år. Det bekræfter Gyldendals presseservice til TV 2.
Det begyndte så fint, forfatterskabet, i 1956, med »Under vejr med mig selv«. En digtsamling, der kom som en frisk brise i et ellers så alvorsfuldt årti, nu kunne digte også være sjove, selvironiske, og med romanen »Den kroniske uskyld« fra 1958 skete der igen noget. Ingen dansk roman siden har vel fået samme status som denne om ungdom og venskab og bristede illusioner.
Fast pensum i gymnasiet, læst af mange, kendt af endnu flere, om ikke andet for Edward Flemings dårlige filmatisering fra 1985. Men lad os lige holde lidt fast i digtene, for som digter har få, om nogen, dansker i nyere tid nået så meget og opnået så meget almindelig anerkendelse som Klaus Rifbjerg.
»Konfrontation« fra 1960 var i den sammenhæng et vendepunkt, der lagde navn til konfrontationsmodernismen.
Året efter kom »Camouflage«, og dansk lyrisk modernisme var efter de digtsamlinger ikke længere det samme. Det er i førstnævnte, at det et sted proklameres, at »jeg er ikke for fastholdere.« Et slags personligt statement. Også.
Og der kom sådan noget som romanen »Anna (jeg) Anna«, om en 35-årig dansk ambassadørfrue i Karachi, der fantaserer om at myrde sin mand og sin datter, og der kom »Marts 1970«, en forrygende nøgleroman, hvor ikke bare tronfølgeren, prinsesse Margrethe og Olof Palme optræder, og oven i købet arm i arm, en kærlighedsaffære, simpelthen, men hvor også selv de nærmeste venner er portrætteret, og ikke altid for det gode.
Klaus Rifbjerg voksede op på det Amager, som han med mellemrum vendte tilbage til.
Med samlingen »Amagerdigte« fra 1965 er enkelheden og det almindelige liv i centrum, typisk Rifbjerg.
Med »Huset« fra 2000 var han igen tilbage på Amager, i selve barndomshjemmet, og selv sagde han sådan her om bogen:
»’Huset’ er en bestillingsopgave. Forlaget bad om en bog om en begivenhed et eller andet sted, der havde betydning for forfatteren i det forgangne århundrede. Anden Verdenskrig, Auschwitz, atombomben, Muren, den kolde krig ville have været oplagte emner. Men helt ærligt, gælder det ikke om at være ærlig? Det synes jeg. Det ukendte skal man lade ligge, kun om det, man kender til bunds, kan man vidne.«
Så jo, Amager var en geografisk reference. Det samme var hans elskede Spanien og hans lige så elskede Kandestederne, hvor han var kommet, siden han var barn.
Filmmanuskripter har han også skrevet, Klaus Rifbjerg. Lad os minde om den fine film »Weekend« fra 1962, hvor nogle nogle-og-tredive-årige venner mødes, ja, en weekend, og den smukt afdæmpede »Der var engang en krig« fra 1966, begge instrueret af Palle Kjærulff-Schmidt.
Og revyer – f.eks. »Gris på gaflen«, også det var også i begyndelsen af de 1960ere, der måske om noget var hans årti – det årti, nemlig, hvor han udfoldede sig så ekstraordinært bredt, var »seriøs« det ene øjeblik, populær det næste, hvor han, der havde stået bag konfrontationsdigtene, også skrev sådan noget helt anderledes noget som de fine sangtekster til Erik Ballings »Jeg er sgu min egen«, med musik af Bent Fabricius-Bjerre.
»Jeg sætter min hat som jeg vil og sætter den gerne på spil ...«
En stemme var han. Ikke bare en litterær stemme, men jo også en konkret, fysisk stemme med en smuk, fuldstændig umiskendelig diktion, en særlig rifbjergsk tydelighed, som det var umuligt ikke at lytte fascineret til.
Provokatør var han. Et sindbillede på en type intellektuel, som nogle elsker og andre elsker at hade. Skønt selv følsom over for kritik, fik han som en anden skallesmækkende mimose gennem tiden portrætteret, kommenteret, spiddet dem, han IKKE kunne lide og luftet synspunkter, som man kunne kalde dårligt tænkt og godt formuleret, hvis man ikke var fan af den anti-borgerlige rifbjergske meningsmaskine.
Det skete både i talrige kronikker og i indspark på diverse platforme og i sådan noget som den mærkelige, store ’tilfældighedsroman’ »Alea« fra 2003, og så sent som i oktober sidste år sagde han i et interview med Adam Holm på DR2, at der kun findes 2.000 begavede mennesker i Danmark.
Sådan en rigtig rifbjergsk lige højre, som måske (igen) ramte tilbage på ham selv? Så var det måske sjovere, dengang, da han for mange år siden, nærmere betegnet 1970, røg hash på Kulturministeriets trappe sammen med Ebbe Kløvedahl Reich og andre, der gerne ville lave lidt ballade på en fredelig måde.
Fotos fra det stunt er blevet en del af vores billedlige danmarkshistorie, ligesom det på sin egen måde var (kultur)historisk, da han som en af de første forfattere modtog penge fra det dengang ganske nye Statens Kunstfond og på den måde bidrog til den almindelige folkelige forargelse over sådan at give skatteyderbetalte penge til kunstnere, der som han kørte rundt i en flødefarvet sportsvogn og ellers nok kunne klare sig selv.
Jo, det livsnyderiske var også en del af det rifbjergske livskoncept. I 1976 var han medstifter af gourmetrestauranten Kong Hans Kælder, der som den første danske restaurant fik en stjerne hos Michelin.
Lidt flere facts: Fra 1955 har Klaus Rifbjerg været gift med oversætteren Inge Rifbjerg. De blev forældre til oversætteren Lise Rifbjerg, journalisten Synne Rifbjerg og jazztrommeslageren Frands Rifbjerg.
I 1967 modtog han De Gyldne Laurbær og blev medlem af Det Danske Akademi. I 1970 fik han Nordisk Råds og i 1999 Det Svenske Akademis nordiske pris, der også kaldes »den lille nobelpris«. Senere, i 2001, Modersmålsprisen. Osv.
Fra 1959 til 1971 var Klaus Rifbjerg litteratur-, film- og teaterkritiker på Politiken, og han var i en årrække også litterær direktør på Gyldendal. Men bøgerne blev ved med at komme, uanset hvad. Typisk skrev han mere end én bog om året.
Romanen »Idræt«, der udkom sidste år, var årets tredje udgivelse fra hans hånd. Der var hele tiden fart på. Eller som vores anmelder Jørgen Johansen skrev i sin anmeldelse i Berlingske:
»I disciplinen ordsprint ligger Rifbjerg i en klar førerposition, et godt stykke foran det øvrige felt.«
Interview med Klaus Rifbjerg fra 2011:
