For halvandet år siden kom Fødevarekontrollen på et af sine jævnlige besøg i ’Timm Vladimirs Køkken’ i Valby. Det var et helt almindeligt rutinebesøg, hvor virksomhedens elitesmiley skulle fornys. Troede de.
»Men der lå et æble under en af køkkenvaskene,« fortæller Timm Vladimir med en sørgelig mine.
Kontrollanterne var nødt til at hive elitesmileyen ned fra væggen.
»To timer efter ringede Ekstra Bladet ... Så kan man mærke, at hajerne flokkes.«
I dag griner han ad historien, der ikke var større, end at avisen droppede den.
Men bagefter gik Timm Vladimir i gang med at lære af fejlen. Det er nemlig det eneste, man kan bruge fejl til – at blive klogere.
»Jeg skærpede reglerne endnu mere. For jeg vil simpelthen ikke havne på den forside.«
En travl tid
Timm Vladimir har gang i meget. Èt er, at han netop har åbnet en ny filial af ’Timm Vladimirs køkken’ i Aarhus. Noget andet, at han for femte år i træk er vært på DR’s seermagnet ’Den store bagedyst’. Slutteligt lever han – igen – i et lykkeligt parforhold efter at have været omkring en næsten-skilsmisse fra sin kone sidste sommer. Der er nok at se til, og nu går det godt.
Han tager imod på sit beskedne kontor i Valby. Kigger op over læsebrillen og undskylder: ’Jeg skal liiiige’, mens han hamrer i tastaturet for at få sendt en mail. Kort efter insisterer han på en rundvisning i det mere end 400 kvadratmeter store hovedkvarter, hvor ’Timm Vladimirs køkken’ holder kurser, madskole og events for både firmaer og private.
Siden stedet åbnede i 2012, har selskaber, herreklubber og alle andre kunnet dukke op til en festlig aften, hvor de selv laver mad. Det er madskoler med fokus på at have det hyggeligt undervejs.
Men man kan kun skabe en succes ved at fejle. Det ved Timm Vladimir bedre end nogen.
756 billetter
Han er stadig berømt for at have været den ene halvdel af duoen ’Timm og Gordon’, som først og fremmest var populær i 90erne, men som også brillerede ved at lave danmarkshistoriens dårligst sælgende film ’Stjerner uden hjerner’.
756 billetter solgte den. Han griner højt, inden ansigtet igen bliver alvorligt.
»Det var sgu ikke sjovt at stå i offentlighedens søgelys, mens det stod på. Jeg vidste godt, at den film var en fiasko – allerede inden premieren. Vi var gået med til det, fordi vi tænkte, at det var skide sjovt. Men vi vidste jo intet om at lave film, og vi så ikke faresignalerne. Det skulle bare være billigt, men de folk, der var med, anede ikke, hvad de lavede,« husker Timm Vladimir.
Da han så den første screening sammen med Peter Aalbæk, sagde han, at han ikke ville møde op til premieren.
»Det var det værste lort, jeg nogensinde har set. Men på det tidspunkt var det jo allerede for sent. Vi havde stor succes i forvejen, og det var sgu nok fint, at vi fik et dask i nakken og lærte, at træerne ikke gror ind i himlen. I dag er det bare sjovt, at jeg har været med til at lave den dårligst sælgende film i danmarkshistorien. Selv om jeg ikke tror, det er rigtigt. Der er mange film, der har solgt endnu dårligere, men historien bliver bare bedre af, at det var os, der lavede den.«
I 1990erne var duoen det hotteste og sjoveste, man kunne opdrive i det københavnske byliv.
»Den der hysteriske ungdomssucces, hvor folk græder, når de ser en … Det var skægt.«
Han har selv lige oplevet det igen på tætteste hold – men denne gang med nogle andre i fokus.
»Jeg var vært på en festival, hvor ’Gulddreng’ og ’Page Four’ optrådte. Der var skrig og gråd, og pludselig kunne jeg huske dengang, det var mig.«
I dag er der ikke så meget skrig og skrål.
Det gør ham ikke så meget at blive mindet om filmen, men at hans navn stadig hænger så uløseligt sammen med en anden komikers kan godt undre ham.
»Folk tænker jo stadig på mig som Timm fra Timm og Gordon. Det er altså 25 år siden. Men det må da virkelig have betydet noget for en hel generation og fyldt noget i deres ungdom. Jeg er selv ganske stolt af den periode i mit liv, men for mig var det et andet liv, og jeg kan godt se, at uanset hvad jeg gør, så får jeg aldrig en større succes end ’Timm og Gordon’.«
Ikke god nok
Oprindeligt er han uddannet skuespiller, men mens han havde stor succes med Timm og Gordon, var der aldrig rift om ham som klassisk skuespiller. Det måtte han erkende, da stormen om makkerparret havde lagt sig. Han måtte se i øjnene, at han faktisk ikke var skuespiller mere.
»Jeg har taget en fire år lang uddannelse, men hvor meget skuespil var det lige, jeg lavede? Det var ikke meget. Jeg havde ellers fået chancen, men måske var jeg bare ikke god nok?«
Mange skuespillere, der ikke har noget at lave, kan ikke se sig selv som andet end skuespillere.
»Når man ikke får sit gennembrud, bliver man let bitter. Men man må sgu ikke rende rundt og være bitter over, at Nikolaj Coster-Waldau tager alle rollerne. Og det er heller ikke Mads Mikkelsens skyld, at andre skuespillere ikke har noget at lave.«
Timm Vladimir måtte konstatere, at telefonen med de gode tilbud om roller bare ikke ringede ret meget hjemme hos ham. Da han havde haft sin sidste store rolle – som medicinaldirektøren i DR’s tv-serie ’Lykke’ – tog han konsekvensen og meldte sig ud af skuespillerforbundet.
»Jeg sagde til mig selv: ’Nu gider jeg ikke mere’. Og det var faktisk en befrielse.«
Fra den dag genopfandt han sig selv. Som mad-mand, virksomhedsejer, tv-vært og alt det andet, som indtil da kun havde været en parentes ved siden af jobbet som skuespiller.
Indtil da havde han tre dage om ugen lavet ’Lykke’ og to dage om ugen optaget ’Masterchef’.
»Når jeg skulle lave ’Lykke’, var jeg glad. Når jeg skulle lave ’Masterchef’, var jeg vild og blodig,« husker han.
For klart at markere en skillevej mellem at være skuespiller og nu være ’noget andet’ fik Timm Vladimir sin første tatovering. I en moden alder.
»Jeg havde altid drømt om at have tatoveringer, men det fungerede ikke som skuespiller.«
Efter at have fået tatoveret sin familie på underarmen, tog det fart. I dag pryder bl.a. ankre, overskæg, et barberblad og en enorm bronzefennikel – Timm Vladimirs yndlingskrydderi – armene.
Forklaringen på at det blev mad, mad og mad, der blev Timm Vladimirs nye lidenskab, skal findes i barndommen. Han voksede op i Albertslund som et ganske højtråbende barn af en mor, der var pædagog, og en far, der ’vistnok var maskinmester’, men som mest af alt syntes, at det var sjovt at lave medarbejder-revyer på Carlsberg.
Timm Vladimir var ikke bange for at stikke ud. Så når andre drenge spillede fodbold, gik han til husgerning.
»Jeg havde også maddage. Det var dengang, lasagne var ’The shit’, men derudover fyldte mad ikke ret meget i vores bevidsthed.«
Derfor spekulerede han heller ikke over, at han kunne blive kok, hvilket han i dag synes, at han burde have været: For han er ’god til at råbe højt og elsker at lave mad’.
Bearnaise og cykler
Man skal ikke fejle – med vilje. Men som Timm Vladimir vender tilbage til flere gange, så er det faktisk dér, man lærer mest. Det er, når man fejler, at man opper sig.
»Når bearnaisen skiller for gæsterne i køkkenet, siger jeg altid: ’Det er godt, at det skete’. Vi lærer jo kun af vores fejl. Det er i modgang og hårde tider, man reflekterer. Det er der, man tænker: ’Hvordan undgår jeg dét en anden gang’.«
At trangen til at undgå at gentage en fejl får én til at gøre sig umage. Dét ved han fra privaten. På flere planer.
»Min søn er otte år og er først lige begyndt at cykle. Han har simpelthen ikke villet før, fordi han var bange for at falde og slå sig. Så står jeg der og siger: ’Hop så op på den cykel og lær at cykle, så du IKKE falder’.«
Efterhånden er det småt med fejlene i ’Timm Vladimirs køkken’. For selv om det er o.k., at gæsternes bearnaise skiller, så er Timm Vladimir meget på vagt over for fejl i virksomheden.
»Jeg vil ikke havne på forsiden under overskriften: ’Jeg har kvajet mig’.«
Lykkelig igen
Sidste år trak han overskrifter af den private slags, da Timm Vladimir og hans kone Katrine Engberg meldte ud, at de ville gå hver til sit.
Parret ville flytte fra hinanden og dele forældreskabet over sønnen Cassius. Tre år tidligere var Katrine Engbergs far død, og dét havde kastet hende ud i en livskrise. Den eneste udvej, parret kunne få øje på, var skilsmisse. En beslutning, de meldte de ud på Instagram. I dag har Timm Vladimir ikke lyst til at grave i, hvad der skete mellem dem.
»Travlheden var en stor faktor. Derudover havde Katrine nogle issues i forhold til sin fars død,« siger han og lyder for første gang en smule kort for hovedet.
Kun en måned senere kunne flere medier offentliggøre, at selvom intentionerne havde været en fredelig skilsmisse, var parret nu genforenet.
Alt var igen idyl i lejligheden på Østerbro. Cassius havde ikke engang bemærket, hvad der var foregået.
Om den periode i sit liv siger Timm Vladimir:
»Et parforhold er ligesom ens business. Der er perioder, hvor det ikke kører. Man er i kulkælderen, men uanset hvordan man kommer op, så er man stærkere – både i business og i parforhold – når man kommer op igen,« forklarer han.
Ligesom han har forsøgt at lære sin søn, at man bliver bedre til at cykle, når man anstrenger sig for at lære det, så har bruddet også hærdet ægteparret.
»Ligesom jeg blev stærkere efter ’Stjerner uden hjerner’, var jeg også stærkere efter bruddet med Katrine. Det var ligesom at falde på cykel. Vi fik renset ud. Nu anstrenger jeg mig lidt mere for ikke at falde igen, og vi er begge to bevidste om, at det ikke må ske igen.«
I hjemmet på Østerbro fylder historien faktisk ikke længere så meget.
»Der er ingen ’hard feelings’ mere. Det er ikke noget, vi spekulerer over.«
For at cementere parforholdet gik både Katrine Engberg og Timm Vladimir bagefter ud og fik lavet tatoveringer – til hinanden. Vel at mærke uden at de havde talt med hinanden om det.
Da krisen var overstået, fik hun tatoveret hans navn. Mens Timm Vladimir fik et rødt hjerte med et ’K’ i.
»Det er min eneste tatovering med farve på. Men til at begynde med lignede det faktisk mest af alt et sår,« griner han.
»Katrine havde også lagt mærke til det, men nænnede ikke at sige det. Så fik jeg tatoveret en ramme om hjertet, men så kom det sgu til at ligne en iPad.«
Til sidst fik han ændret det til to spillekort, hvor hjertet står i det ene. Så nu tænker gæsterne ikke på sår, og Katrine Engberg tænker ikke på en iPad, når hun ser sin mands arm. Sådan lærer han stadig af sine fejl.
Han rykker uroligt på sig i sofaen. Det er ikke nemt for ham at sidde stille og tale om sig selv. Selv om det også handler om små og store succeser.
På væggen bag Timm Vladimir hænger en af dem –i form af en elitesmiley.
»Ja, den har vi fået igen. Myndighederne har været her tre gange siden æblet – uden at finde fejl.«
