Mandag bragte TV2 Katrine W. Kjærs dokumentar ’Adoptionens pris’ om om pigen Masho og hendes bror og deres rejse fra kærlige forældre i Etiopien til adoptivforældre i Danmark.
Katrine W. Kjær fulgte begge familier i næsten fem år og det har været både udfordrende og hårdt, fortæller hun. Og noget af det værste var, da hun skulle give de biologiske forældre besked om Mashos danske skæbne.
- Jeg fik Henriette til at skrive et langt brev til dem, hvor hun skrev, at Masho var blevet anbragt. Jeg tog brevet med ned til dem, og nyheden slog dem fuldstændig ud. De påtog sig meget af skylden selv. Det var så frygteligt at være vidne til, siger Katrine W. Kjær og er tydeligt berørt, når hun snakker om situationen. Både for Masho og den danske familie, men også for de etiopiske forældre.
- Jeg var i tvivl om, de ville forstå det. Men allerede efter de to første linjer trillede tårerne ned ad kinderne på dem. Så da de senere så filmen, reagerede de ikke så meget på anbringelsen, for det vidste de godt. Og egentlig reagerede de heller ikke så meget på de hårde scener. Men bare når de så hende, siger hun og understreger, at de biologiske forældre ikke ubetinget drømmer om at få deres datter tilbage.
- Hun er blevet vant til en civiliseret verden, så det ville være for hårdt. Men de vil gerne have kontakt og ville hjælpe. De siger, at de jo også kender hende godt, og dermed kan være til gavn, forklarer hun.
Det er ikke første gang, at danskerne kan følge en dokumentar af Katrine W. Kjær om Masho og hendes lillebror Roba.
I 2008 viste TV2 dokumentaren ’For børnenes skyld’, hvor Katrine W. Kjær fulgte det danske barnløse par, Henriette og Gert, der skulle hente de to adoptivbørn i Etiopien. Men instruktøren fandt hurtigt ud af, at hun ville lave en film om meget andet end selve overdragelsen. Og resultatet blev ’Adoptionens pris’, der blev vist mandag aften.
- Jeg havde det nok ligesom så mange andre, at adoption var en god gerning, og det var noget, jeg selv havde overvejet. Jeg havde nærmest dårlig samvittighed over, at jeg har født mine egne fem børn selv. Men da jeg fandt ud af, at børnene ikke boede på børnehjem, men boede hos deres forældre, blev jeg nysgerrig, for hvordan kan man overhovedet give sine børn op? Lyder det fra Katrine W. Kjær, der derfor valgte at fortsætte projektet.
Et projekt, der hen ad vejen blev ved med at gå nye veje. Ikke mindst da hun fandt ud af, at både den danske og den etiopiske familie havde været ofre for en masse løgne fra både det lokale børnehjem og repræsentanter fra adoptionsbureauet DanAdopt.
- Det er vigtigt at forstå, at adoption inden for den afrikanske kultur er helt anderledes. Det er meget almindeligt, at man adopterer hinandens børn i Etiopien. Hvis du ikke kan tage dig af dine egne børn, kan du godt lave en aftale med en anden familie, at de overtager dine børn. Og der er et ældgammelt ritual, hvor du overrækker barnet på et klæde, og så får du måske en ko eller noget andet igen, siger hun og forklarer, at man på den måde har indgået et slægtskab, og de to parter derfra er i familie og har en vis forpligtelse til at tage sig af hinanden.
- Du kan derefter få lov til at følge med i børnenes liv, men på et plan som onkel eller tante. Og det er den opfattelse, som de biologiske forældrene har haft, og jeg har ikke set nogen som helst myndigheder eller adoptionsfolk, der på har sat dem ned på noget tidspunkt og sagt, at det ikke kommer til at ske. Tværtimod, siger hun.
Samtidig har Gert og Henriette heller ikke fået den hjælp, der skulle til.
- De får også at vide, at det er et døende forældrepar. Og de får at vide, at forældrene er så taknemmelige, at de gerne vil mødes med dem. Men der er ingen, der forbereder dem på, at forældrene nok vil presse dem lidt for at få en gave af dem. Ingen forbereder dem på noget som helst. De er på ingen måde klædt på til den opgave, de bliver kastet ud i, siger hun.
