Følsomme private oplysninger er alt for lette at få fat i for hackere, fordi vi er naive mht. datasikkerhed

Danmark og danskerne er med helt fremme i verdenseliten, når det handler om at være på internettet på computeren, smartphone'en og tablet'en.
Men vi er absolut ikke i verdenseliten, når det handler om at beskytte og passe på vores egne ofte dybt personfølsomme oplysninger.

Som for eksempel når det drejer sig om at beskytte og værne sig mod udenforståendes adgang til vores netbank, e-boks, Facebook eller andre net-tjenester.

En netop gennemført befolkningsundersøgelse udført af Userneeds for Ingeniørforeningen i Danmark (IDA) og Erhvervsstyrelsen, dokumenterer, at vi er alt for naive og sløsede med vores personfølsomme oplysninger.

Kun 24 procent, altså færre end hver fjerde dansker, anvender forskellige passwords til alle deres net-tjenester, som det ellers anbefales, at man gør.

Og 71 procent af de adspurgte svarer, at de bruger "nogle" af de samme passwords flere steder, mens fem procent - eller hvad der svarer til 200.000 danskere i aldersgruppen 18-70 år - bruger præcis samme password uanset, om de skal i e-boks, logge på netbanken, læse de private mails eller logge på sociale medier som Facebook, Instagram og Twitter.

Ingeniørforeningens IT-ekspert, Jørn Guldberg, anerkender, at vi efterhånden skal jonglere rundt med stadig flere passwords. Men han opfordrer alligevel kraftigt til, at danskerne begynder at tage adgangskoderne - og dermed datasikkerheden - meget mere seriøst.

»Det nytter ikke, at man eksempelvis bruger sin datters navn til at komme ind på alle de steder, man nu en gang er tilmeldt. Det er simpelthen for letsindigt, når man tænker på, hvilke oplysninger der rent faktisk er tilgængelige bag ved adgangskoderne,« siger Jørn Guldberg.

Han opfordrer til, at den store del af danskerne, som helt eller delvist genbruger passwords på diverse tjenester, ændrer dem.

»En af de metoder man kan bruge til at tvinge sig selv til at skifte kodeord med jævne mellemrum, er at trykke på ”glemt kodeord”, når man er ved at logge ind. På den måde sikrer man, at der fremsendes en ny kode til ens mailboks, som man så kan benytte eller selv lave en ny. Problemet med at benytte den eller de samme passwords er, at det bliver meget nemt for en eventuel hacker at få adgang til hele dit liv, så det er absolut noget, man skal tage seriøst,« siger han.

Undersøgelsen fra IDA og Erhvervsstyrelsen omfatter 2.000 personer, som tilsammen udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen.

Svarene viser, at de allermest sløsede danskere, når det gælder datasikkerhed, er dem i aldersgruppen 18-34 år.

Af dem er det blot 18 procent, som bruger forskellige passwords til alle deres nettjenester.