Det er ikke første gang, at 3F-formanden får dødstrusler - eller det der er værre.

Det er en udsat post at være formand for Danmarks største fagforening. Det fik 3Fs Poul Erik Skov Christensen bekræftet med dødstruslen onsdag. Men det er ikke første gang, at han bliver truet.

For cirka 10 år siden blev truslen endda meget reel, da han kørte på en jysk motorvej.

- Jeg kunne høre, at der var et eller andet galt med bilen. Så jeg kørte ind til en autoforhandler, der undersøgte bilen og spurgte, om der var nogen, der var sure på mig, da han kunne se, at nogle havde løsnet boltene på alle hjulene, fortæller Poul Erik Skov Christensen.

Episoden fandt sted kort tid efter, at 3F-formanden fik en skriftlig trussel fra nogle, som kaldte sig »nationalsocialisterne«.

- Jeg havde udtalt mig positivt om nogle af de mennesker, der er kommet til Danmark. Og så skrev nationalsocialisterne, de havde besluttet, at jeg skulle skydes. Men det ville først ske efter, at jeg havde set min familie blive dræbt. Den eneste måde, at vi kunne undgå den skæbne var ved at forlade Danmark indenfor 90 dage, siger Poul Erik Skov Christensen.

3F-formanden blev i landet, og nationalsocialisterne gjorde som bekendt aldrig alvor af truslen. Ingen har taget skylden for at have løsnet hjulene på fagforeningsbossens bil, og hans gisning om, at nationalsocialisterne stod bag er aldrig blevet be- eller afkræftet.

Det er heller ikke blevet afsløret, hvem der et-to år efter dødstruslen kravlede ind i Poul Erik Skov Christensens have for at klippe en række kabler over og afbryde strømmen til hans hjem.

Poul Erik Skov Christensen indrømmer, at truslerne og sabotagen påvirker ham.

- Det er møgubehageligt at opleve, at vores hverdag bliver truet, når man også har ansvar for sin kone og børn. Og det lægger selvfølgelig et psykisk pres på familiemedlemmerne. Man siger jo til sig selv, at der ikke sker noget, men man ved aldrig, om der er en eller anden derude, som kan finde på at gøre noget, siger fagforeningsformanden.

Men det får ham ikke til at overvejer at trække sig formand for 3F.

- Det får mig ikke til at stikke piben ind. Ikke et sekund. Personligt giver det mig lidt mere brændstof på maskinen, for trusler og afpresning skal dæleme ikke sætte dagsordenen for, hvad jeg skal tænke og mene.

#Poul Erik Skov Christensen er i øjeblikket i fokus i forbindelse med konflikten mellem 3F og Vejlegården, der bunder i, at Vejlegårdens ejer Amin Skov Bedrbeigi har opsagt aftalen med 3F for i stedet at lave en aftale med Kristelig Fagforening.