Skal det være dyrere at købe kød her i Danmark?

Det er det helt store spørgsmål, efter en storsmilende skatteminister Jeppe Bruus (S) mandag formiddag var på besøg i 365discounts supermarked i Glostrup, der ligger vest for København. 

I sidste uge af januar valgte 365discount nemlig at sætte priserne på frugt og grønt så meget ned, at det svarede til, at momsen var skåret væk

Og det tog kunderne imod med ret stor købelyst.

»Jeg synes, det er enormt positivt, at der bliver købt mere frugt og grønt. Der er ingen tvivl om, at prisen har en indflydelse, det tror jeg, at alle os, der handler ind til dagligt, godt ved,« siger Jeppe Bruus, der endda jonglerer med en agurk i discountsupermarkedet. 

Hvor skal pengene komme fra?
Mens ministeren melder ud, at han er positiv over for at fjerne eller sænke momsen på frugt og grønt, som regeringspartiet Moderaterne allerede har foreslået, så er det altså spørgsmålet, hvor de tabte indtægter til statskassen i så fald skal komme fra?

På onsdag præsenterer et hold af eksperter nogle bud på, hvordan en fremtidig CO2-afgift kan se ud.

Ifølge en rapport står oksekød for den største del af de drivhusgasudledninger, der kommer fra danskernes fødevarer, så derfor er det meget tænkeligt, at de vil foreslå, at det blive dyrere at købe oksekød. 

Jeppe Bruus, de tabte penge ved at sætte moms ned på frugt og grønt skal jo komme et sted fra. Betyder det, at oksekød vil blive dyrere?

 »I forhold til at indrette en forbrugsafgift, så er det rigtigt, at ekspertudvalget er bedt om at kigge på det, og de kommer med en vurdering på onsdag,« siger han.

Har du set, hvad ekspertudvalget foreslår?

»Jeg har ikke set det til fulde, men de kommer med deres forslag på onsdag, og så vil jeg lade dem præsentere det,« siger ministeren.

Men kan du ikke svare på det her spørgsmål: Vil de foreslå, at det bliver dyrere at købe oksekød?

»Jeg vil lade ekspertudvalget fortælle, hvad de er kommet frem til,« siger han. 

Michael Tilsted, som er direktør i 365discount, slår fast, at kæden ikke har råd til at fortsætte med de lave priser på frugt og grønt, selv om det har betydet, at salget er eksploderet. 

Han kan sagtens se, at det til gengæld for lavere moms på frugt og grønt kan blive dyrere at købe eksempelvis oksekød.

»Vi er åbne for at arbejde med differentieret moms, og når momsen kan gå ned i frugt og grønt, så kan det også gå op i andre kategorier,« siger Michael Tilsted.

B.T. har tidligere fortalt, hvordan Danmark er momskonger i Europa. 

Læs om det her.