Danmark sidder på tronen som Europas ubestridte momskonge. I hvert fald på ét specifikt parameter. 

Vi er det eneste land i Europa, der har en fast standardmoms på 25 procent på alle varer. 

Det står i en analyse med titlen 'Afgifterne i den gennemsnitlige indkøbskurv', der er lavet af brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd.

Det er samme analyse, der viser, at knap en tredjedel af de penge, der bruges på en gennemsnitlig indkøbskurv, går til moms og afgifter

»Tallene viser, at Danmark er topscorer i Europa, når det gælder standardmomsen på alle varer,« siger Jannick Nytoft, som er direktør for De Samvirkende Købmænd. 

Oversigten over momsen i de forskellige lande i Europa kan ses i bunden af artiklen. 

Her fremgår det, at Sverige, Kroatien og Norge også har en standardmoms på 25 procent af varens pris. Ja, Ungarn ligger endda højere med 27 procent.

Men Danmark skiller sig ud, da der modsat de fire andre lande, ikke er nogen typer af varer, der får en lavere moms. 

Eksempelvis skal svenskerne og nordmændene betale henholdsvis 12 og 15 procent i moms for fødevarer.

Det vil altså sige flæskesteg, andesteg, rødkål og andre af de populære varer her i juletiden. 

Og så har Kroatien og Ungarn nedsat momsen på mejeriprodukter til henholdsvis fem og 18 procent. 

Det vil altså sige fløde, mælk og smør, der jo også er del af de flestes jul, når der skal laves risengrød og risalamande.   

Det betyder, at Danmark altså er det land i Europa med den højeste moms over en bred kam, når det hele tælles med. 

Vil have nedsat et udvalg
Jannick Nytoft mener, at Folketinget bør nedsætte et udvalg, der ser på differentieret moms. Det betyder, at momsen bliver opdelt mellem typer af varer, ligesom landene gør i resten af EU.

»Vi mener, at der skal laves et udvalg, der belyser fordele, ulemper og konkrete muligheder for at indføre differentieret moms i Danmark. Helt konkret mener vi, at momsen for fødevarer skal sættes ned på 15 procent,« siger han. 

Sidste år blev Skatteministeriet spurgt ind til, hvad det vil koste statskassen at nedsætte momsen på fødevarer til 15 procent. 

Her lød svaret, at en sådan reducering vil betyde, at der vil komme otte milliarder kroner mindre ind i momsindtægter, der så vil mangle i samlede indtægter i statskassen. 

Jannick Nytoft, Skatteministeriet oplyser, det vil koste otte milliarder at nedsætte momsen på fødevarer til 15 procent. Hvor skal de penge komme fra?

»Det er jo helt rigtigt at spørge om. Lige nu spekuleres der i at lægge en CO2-afgift på varer, der belaster klimaet, og så er der et ubenyttet råderum på mere end de otte milliarder, der blandt andet kan bruges til at sætte momsen ned,« foreslår han. 

B.T. er i gang med at få en aftale i stand med skatteminister Jeppe Bruus (S), så vi kan tale om Danmarks rolle som Europas topscorer i moms. 

Se her momsen i de forskellige lande i EU: