De syv dage er gået, og 365discount har sat prisen op på frugt og grønt igen.
Men Coops initiativ 'Skær Momsen', hvor de satte prisen på frugt og grøntsager ned med 25 procent i en uge, har ifølge dagligvarekæden selv skabt så markant et resultat, at de har delt salgstallene i en pressemeddelelse.
I forhold til samme uge sidste år har 365discount solgt henholdsvis 43 og 37 procent flere stykker frugt og grønt.
Og selvom kampagnen med det eksplosive resultat blot kørte en uge ligesom alle deres øvrige tilbudskampagner, synes kædedirektør i 365discount, Michael Tilsted, at de har sendt et klart signal.
Hvorfor har I delt salgstallene, når det er en regulær tilbudskampagne, I har kørt?
»Selve vores initiativ er selvfølgelig en tilbudskampagne, men i fortsættelse af det mener vi oprigtigt, at vi skal skære momsen på frugt og grønt.«
»Vi vil gerne sende et signal til politikerne. Vi gjorde det samme i oktober 2022, og nu har vi gjort det igen. Resultatet, synes vi, taler for sig selv, og derfor sendte vi en pressemeddelelse ud,« siger Michael Tilsted til B.T.
I forhold til at det er en sag, I kæmper for. Synes du så, at I satser nok ved blot at køre kampagnen i en uge?
»Det synes jeg, at vi gør. Det koster flere millioner for os at lave et tilbud på så mange varer og inden for så bred en kategori. Det er samtidig en uge, hvor vi traditionel ikke tjener ret meget,« siger han.
Det koster vel også millioner for jer at lave en normal tilbudskampagne med smør, kiks og håndsæbe, som I kører hver uge?
»Der kan vi ofte forhandle en god pris hjem med de respektive leverandører. Vi har mange forskellige leverandører af frugt og grønt, og vi kan derfor ikke lave samme aftale.«
»Det koster os ikke lige så mange penge som i dette tilfælde.«
Ville det ikke have sendt et stærkere signal om, at I virkelig brænder for sagen, hvis I fortsatte med 15, 10 eller 5 procents nedsættelse, når I ikke har råd til det andet?
»Det tror jeg ikke. Hvis vi for alvor skal trænge igennem med budskabet, skal man gøre noget markant.«
»Hvis det er noget, vi selv skulle implementere over længere tid, ville det netop være en lavere procentsats, og det ville ikke sende et markant signal.«
Hvis vi forestiller os et scenarie, hvor politikerne fjerner momsen fra frugt og grønt.
Kan man fortænke jer I at have et dobbelt motiv med sagen - altså forslaget får danskerne til at spise sundere, men de har også flere penge at bruge i Coops butikker?
»Sådan må man gerne tænke. Men vi vil gerne gerne have fjernet moms på frugt og grønt på tværs af alle dagligvarekæder - ikke kun vores egen.«
»Og vi ved også, at det vil koste staten mange penge. Så vi ved godt, at man sandsynligvis vil sætte momsen op på andre fødevaregrupper i det scenarie, hvilket selvfølgelig ikke vil være en fordel for os,« siger Michael Tilsted.
Om Coop har sendt et klart signal er svært at sige fire dage efter kampagnen sluttede, men i første omgang skal Michael Tilsted på baggrund af kampagnen til møde med skatteminister Jeppe Bruus 19. februar og drøfte resultaterne.
