Frankrig, Spanien, Belgien, Italien, Holland, Kroatien, Singapore og Japan.

Livet som cykelrytter har bragt Jonas Vingegaard godt rundt i det forgangne år, hvor han har tilbagelagt løbskilometer i en lang række lande.

Dertil har den danske stjerne også været på diverse træningslejre, og en ting er nærmest altid gået igen.

Ved sin side har han haft den ukuelige støtte af kæresten, Trine Marie, og datteren, Frida, men mens Vingegaard har skovlet succeser til sig, har det ikke altid været nemt for familien.

Jonas Vingegaard havde familien med rundt under Tour de France. Her ses de til velkomstfest for danskeren i Glyngøre.
Jonas Vingegaard havde familien med rundt under Tour de France. Her ses de til velkomstfest for danskeren i Glyngøre. Foto: Emilie Lærke
Vis mere

»Jeg tror, at det har været meget stressende for dem. Fordi vi i mange perioder har rejst så meget rundt,« erkender han, da B.T. møder ham på Hotel Pinenhus, tæt på Tour-vinderens trygge base i Glyngøre.

I det kommende år bliver planen for Vingegaards to største fans omlagt en lille smule, så den giver bedre mening for den lille familie.

»De skal mindre med rundt i løbet af året, men de kommer til at være med under Tour de France og så videre, bare på en bedre måde end i år,« siger Jumbo-Visma-danskeren.

»I år har de skiftet hotel hver eneste dag under løbet. Men det er meget meget stressende, og jeg tror, at vi har fundet ud af, at det ikke rigtig fungerer med en lille pige.«

Sidste år kørte Trine, Frida og Jonas' svigermor, Rosa, rundt i en autocamper for at følge Tour de France.

I år valgte trioen hotel-modellen, men det viste sig at være hårdt for Frida, der fyldte to år i september.

»Det gik ikke rigtig særlig godt for hende til sidst,« forklarer Jonas Vingegaard.

»På den måde forventer vi, at de skal rejse lidt mindre generelt. Men de kommer stadig og ser cykelløb. Bare i mindre omfang.«

Har det været en presbold for dem at følge dig med rundt?

»Nej, jeg tror selvfølgelig, at de godt kunne lide det. Men på et tidspunkt blev det jo så stressende, at det måske var en presbold. Det tror jeg, at du skal spørge Trine om. Men det er helt sikkert noget, der har taget meget energi og tæret meget på dem.«

I år var familien ikke kun med til løb.

De var eksempelvis også med på træningslejr på det franske skisportssted Tignes, inden Jonas Vingegaard skulle køre Tour de France.

B.T. har i øvrigt talt med den 25-årige dansker om fremtiden og holdet Jumbo-Visma.

Det kan du læse mere om her.