Hans liv blev ikke langt. 

Et kort liv, som en mand med et sværd satte en brat stopper for, da han tirsdag dræbte den 14-årige Daniel Anjorin på gaden i London.

Nu reagerer familien på den forfærdelige tragedie.

Det skriver Sky News.

En 14-årig dreng blev offer for en gal mand med et sværd i Londons gader. Nu deler familien deres svære tanker.
En 14-årig dreng blev offer for en gal mand med et sværd i Londons gader. Nu deler familien deres svære tanker. Foto: Yui Mok/PA Images/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Ingen familie burde gå igennem det, vi gør nu,« siger familien til mediet.

»Han var et vidunderligt barn, der var elsket af alle. Hans død efterlader et gabende sår i familien.«

Den formodede gerningsmand, 36-årige Marcus Aurelio Arduini Monzo, blev torsdag fremstillet i retten i London.

Han er spansk-brasiliansk statsborger fra Newham i det østlige London.

Udover drabet på Daniel Anjorin blev han også sigtet for to tilfælde af mordforsøg, to tilfælde af grov legemsbeskadigelse, indbrud og besiddelse af en kniv.

Fire mennesker blev såret, herunder to betjente fra Metropolitan Police, i Hainault i det nordøstlige London.

Iført en grå sweatshirt og grå træningsbukser talte den sigtede kun, da han skulle nævne sit navn ved retten i Westminster.

Dommeren varetægtsfængslede Monzo, der skal for retten igen fredag eller tirsdag.