Mens Børsen stadig brændte, gik samtlige syv københavnske borgmestre hurtigt sammen om en fælles udmelding:

»Vi kan ikke undvære Børsen,« skrev de i en pressemeddelelse.

»Derfor vil Københavns Kommune også gøre alt, hvad vi kan og må for at understøtte, at den gamle Børs bliver genopbygget.«

Men kommunen er  begrænset på et punkt. Der er en oplagt hjælp, som borgmestrene som udgangspunkt ikke må give til Dansk Erhverv, der ejer Børsen. Det står nu klart.

Kommunen må ikke give penge direkte til selve genopbygningen af Børsen.

»Det er undersøgt, og som udgangspunkt må kommunen ikke bidrage med penge til en privatejet bygning,« oplyser overborgmester Sophie Hæstorp Andersens pressekontor til B.T.

Det følger af »kommunalfuldmagtsreglerne«, lyder det fra kommunens jurister.

Overborgmesteren siger til gengæld, at hun gerne vil se på, om kommunen kan gøre noget ved »byrummet« omkring Børsen. For eksempel kunne man gøre området »grønnere«.

Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), skyndte sig ud til Børsen i flammer flankeret af kommunens andre borgmestre.
Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), skyndte sig ud til Børsen i flammer flankeret af kommunens andre borgmestre. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

Derudover melder overborgmesteren sig også klar til blandt andet at hjælpe med at drive pengeindsamlinger og få kommunen til hurtigt at behandle sager om eventuelle byggetilladelser og lignende.

Dansk Erhvervs direktør, Brian Mikkelsen, har sagt, at Dansk Erhverv vil genopbygge Børsen »no matter what«, og at Dansk Erhverv allerede har fået et løfte om en meget stor donation. Han fortæller ikke, hvem løftet er kommet fra.