Dagens store nyhed fra tv- og streamingbranchen betyder endnu en gang højere priser for danske fodboldfans. Det ærgrer B.T.s sportskommentator Lasse Vøge voldsomt.

Hos Amazon Prime Video jubler man formentlig over at have sikret sig rettighederne til at vise Premier League-kampe fra næste sæson.

Onsdag smed streamingtjenesten en bombe, da man offentliggjorde nyheden om, at man har erhvervet sig eksklusive rettigheder til at vise 38 årlige livekampe fra den bedste engelske række i en fireårig periode fra Viaplay.

Og dermed skal danske fodboldfans endnu en gang have flere penge op fra lommen, hvis de ønsker at følge deres hold.

For mens Amazon Prime Video onsdag lover, at rettighedskøbet ikke vil udløse en prisstigning, så har Viaplay i februar varslet netop, at man sætter prisen op.

»Mediebranchen snapper efter vejret i disse år med et svært annoncemarked, og det rammer desværre brugerne på pengepungen,« konstaterer B.T.s sportskommentator, Lasse Vøge.

Han henviser til, at Viaplay i det seneste års tid har været hårdt ramt af økonomiske vanskeligheder, og at det formodentlig er derfor, at man nu har valgt at tage imod et tilbud fra en konkurrent på streamingmarkedet.

Sportskommentator på B.T., Lasse Vøge.
Sportskommentator på B.T., Lasse Vøge. Foto: Nicklas Larsen
Vis mere

»Streamingtjenester, tv-stationer, klubber og ligaer udnytter gang på gang fansenes ekstreme loyalitet til at ramme dem i kuglerne med velplacerede spark,« siger Lasse Vøge.

»Hver eneste gang bliver det dyrere at være fodboldfan. For de ved jo, at vi ikke bare kan lægge vores kærlighed til vores hjerteklub fra os.«

»Det er kynisk – men det virker. For der er ingen alternativer,« konstaterer Lasse Vøge.

Aftalen mellem Amazon Prime Video og Viaplay er fireårig og gælder fra begyndelsen af næste sæson.

Hos Viaplay afviser man kritikken.

»Jeg vil sige, at vi absolut forstår kunderne og den eventuelle skuffelse, de må føle. Men jeg håber også, at kunderne har forståelse for, at vi gør alt, hvad vi kan, for at have råd til at vise dem så meget sport, som vi kan, til trods for at vi oplever voldsomme prisstigninger på de mest attraktive sportsrettigheder,« siger Lars Bo Jeppesen, der er vicepræsident og direktør hos Viaplay Danmark.