Politiet er onsdag aften massivt til stede ved Gl. Landevej i Herning.

Det fortæller et øjenvidne til B.T.

»Der er tre-fire politibiler til stede herude. De går rundt og undersøger noget ved to kiosker,« siger øjenvidnet.

Billeder fra stedet viser, at politiet har afspærret et område.

På X skriver Midt- og Vestjyllands Politi:

'Vi arbejder i øjeblikket i det centrale Herning. Vi har afspærret et område omkring Gl Landevej, hvor vi er til stede med flere patruljer. Har vidner set noget i området omkring SuperKiosken, bedes de ringe 114.'

'Vi beder borgere om at finde alternative veje rundt i midtbyen. Vi har ikke mere information for nuværende.'

Politiet holder altså kortene tæt til kroppen og ønsker ikke at oplyse mere om, hvad der er sket. 

Ifølge Herning Folkeblad er der hundepatruljer og bevæbnede betjente på stedet, og udover et større antal politibiler er beredskabsstyrelsen også ankommet. 

Avisen skriver, at der er stillet spotlamper og en hvid pavillon op tæt på kiosken. 

B.T. forsøger at få en kommentar fra Midt- og Vestjyllands Politi.