Det ser ikke ligefrem positivt ud for Superdry. 

På blot fem år har det britiske tøjmærke haft hele fire økonomichefer og lidt under svigtende salg.

Det skriver The Guardian. 

Virksomheden kunne for nylig præsentere endnu et skuffende halvårsresultat, hvor tøjmærkets omsætning på de seneste seks måneder op til den 28. oktober er faldet med 23 procent. 

»Det har tydeligvis været en svær periode for Superdry. Et udfordrende detailmarked, samtidig med makroøkonomisk usikkerhed og særdeles anderledes vejrforhold, har til sammen svækket virksomhedens økonomiske resultater,« siger Julian Dunkerton, stifter og administrerende direktør, til mediet. 

Superdrys aktieværdi er desuden faldet 89 procent det seneste år. 

Mærket blev stiftet i 2003 og på verdensplan er der i dag 410 butikker og omkring 4000 medarbejdere. 

I Danmark kan man købe tøj fra det kriseramte mærke i landets to butikker, der ligger i henholdsvis Ringsted og København.