Ingen havde turdet håbe på, at vi igen skulle sidde på 65. etage i »Rainbow«-baren for at fejre endnu en Emmy-sejr til Danmark

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>NEW YORK: Farvel Manhattan og tak. Meget søvn er det ikke blevet til. Efter en heftig nattefest lander de glade Emmy-vindere her til morgen i Kastrup, hvor der venter dem en sand heltemodtagelse i Danmarks

Radio. For Peter Mygind er der dog ikke tid til fest. Han smider smokingen og står igen i g-streng på scenen i »Det' bare mænd«.

Ingen havde turdet håbe på, at vi igen skulle sidde på 65. etage i »Rainbow«-baren for at fejre endnu en Emmy-sejr til Danmark for verdens bedste ikke-amerikanske drama. Samme tid, samme sted, et år efter at »Rejseholdet« vandt.

Vildt hysteri
Stambordene var reserveret til den talstærke, danske Emmy-delegation, der denne gang også talte TV-avisen udover pressefolk og korrespondenter.

»Til lykke, til lykke. Må vi prøve at holde Emmy'en,« lød det fra de omkringsiddende gæster i baren på toppen af Rockefellercentret på Manhattan, hvor pladsen hurtigt blev alt for trang.

Sofie Gråbøl oplevede på allernærmeste hold, hvilket hysteri der er omkring hendes amerikanske TV-kolleger. Sarah Jessica Parker fra TV-serien »Sex and the city«, der havde overrakt en Emmy, blev nærmest trukket igennem lobbyen, pakket ind i bodyguards, der råbte »No press«.

»Nej, hvor må det altså være forfærdeligt,« sagde Sofie Gråbøl, der stod midt i al virakken og overstrålede alle i sin flotte skræddersyede Diva-kjole fra København med ræv om skuldrene.

Gjort til skamme
Instruktøren Charlotte Sachs Bostrup, der har lagt tonen i de første to afsnit, kunne slet ikke få armene ned:

»Det gik så hurtigt alt sammen. Vi nåede slet ikke at krydse fingre, så var det overstået,« siger Charlotte Sachs Bostrup, der glæder sig til at gå i gang med optagelserne af Regnar Grastens nye slægtssaga »Familien Gregersen«.

Dramachef Ingolf Gabold havde på forhånd udelukket, at Danmark kunne vinde igen.

»Men det holdt jo ikke. Dér blev jeg gjort til skamme,« siger Ingolf Gabold og understreger: »Jeg tror ikke, Søren (Sveistrup, seriens forfatter, red.) er klar over, at uden ham stod vi alle sammen ikke her.«