I 'Forbrydelsen' spiller de bedste veninder. Men også i virkeligheden er Laura Christensen og Julie Ølgaard uadskillelige

Der går sjældent en dag, uden de taler sammen. Og ofte ringer de til hinanden flere gange dagligt.

Julie Ølgaard og Laura Christensen, som spiller den myrdede Nanna og gymnasieveninden Lisa i DRs 'Forbrydelsen', er ikke kun bedste veninder på TV. Også til hverdag er de to unge skuespillere hinandens et og alt.

- Laura er den første jeg ringer til, når der er sket noget godt eller skidt. Og det samme omvendt. Vi har nærmest et søskende-forhold, fortæller Julie Ølgaard, 25.

- Det bedste ved at være så gode veninder er, at vi altid er der for hinanden. Jeg har for eksempel haft kærestesorger, og jeg ved ikke, hvordan jeg skulle være kommet helt igennem det, hvis det ikke havde været for Julie, siger Laura Christensen.

De to mødte hinanden første gang for fem år siden, da de var til casting til filmen 'Midsommer'. De kendte ikke hinanden inden, men blev straks veninder.

- Jeg var lige kommet hjem efter tre år i USA, så jeg var nok en af de eneste i Danmark, der ikke havde set 'Taxa', fortæller Julie Ølgaard og hentyder til DRs succesfulde serie, hvor Laura Christensen fik sit store gennembrud.

Uadskillelige
Men i dag kender hun Laura Christensen næsten bedre end nogen anden. De to veninder boede to måneder under samme tag, da de filmede 'Midsommer' i Sverige. Og siden har de været uadskillelige. Også selv om de er blevet ældre, og Laura Christensen er blevet forlovet med skuespillerkollegaen Thomas Levin.

- Vi er gode til at pleje vores venskab. Også uden for arbejdet, og det skal en kæreste bare forstå, siger Laura Christensen, hvorefter veninden bryder ind:

- Jeg har da før mistet veninder, når de har fået kærester, men det sker ikke for os, siger Julie Ølgaard, der er meget begejstret for, at veninden skal giftes.

- Jeg skal i hvert fald være brudepige, udbryder hun, og Laura Christensen svarer grinende igen:

- Ja, det skal du. Men vi ved endnu ikke, hvornår det skal være.

Siden de to veninder mødte hinanden for fem år siden, har de spillet sammen i både 'Midsommer', 'Råzone' og nu i 'Forbrydelsen'. De har medvirket i en håndfuld novelle og kortfilm, og så har de dannet deres eget teater, N.I.P.S., med deres tredje veninde og kollega Neel Rønnholt.

Udover at spille sammen på teater og i film, har de også prøvet at stå over for hinanden som konkurrenter. De har op til flere gange kæmpet om den samme rolle. Men heller ikke den store konkurrence i skuespillerbranchen kan komme imellem de to kvinder.

Hellere os end en tredje
- Vi er utrolig gode til at være glade på hinandens vegne. Og vi vil hellere have, at en af os får rollen, end at det er en helt tredje, forklarer Laura Christensen.

Begge har store ambitioner om at fortsætte med at lave teater og film. Julie Ølgaard drømmer om at tage tilbage til USA, mens Laura Christensen kæmper for at komme ind på skuespillerskolen:

- Det er tredje gang, jeg søger, men sådan er det jo. Det er jo kun 24, der kommer ind om året, fordelt på tre skoler.

Familie og børn
De mere personlige og private drømme diskuterer de også med hinanden.

- Jeg vil gerne have familie og børn, men der kommer godt nok til at gå mange år. Men vores børn skal helt sikkert lege sammen. Hvis de ikke kan lide hinanden, så propper vi dem ind i et rum, og de får ikke lov til at komme ud, før de er blevet venner, griner Julie Ølgaard.