På trods af en ny politisk filmaftale er det højst usikkert, hvor meget dansk film de næste år kommer til at bevæge sig i en mere kommerciel og publikumsorienteret retning, som kulturminister Brian Mikkelsen har ønsket.

For knap er blækket på aftalen tørt, før ministeren og Filminstituttets adm. direktør Henning Camre er dybt uenige om, hvordan en væsentlig del af støttekronerne skal bruges ifølge Berlingske Tidende.

Aftalen indebærer, at Filminstituttet hvert år kan støtte 20-25 spillefilm med i alt 262 mio. kroner. 40 pct. skal uddeles via den kunstnerisk- orienterede konsulentordning, og 40 pct. skal gå til kommercielle, publikumsvenlige film via den såkaldte 60/40-støtteordning.

Det efterlader 20 pct. af støttekronerne - eller cirka 50 mio. kr. om året - som Brian Mikkelsen forventer vil gå til de bedste filmprojekter på tværs af ordningerne.

Men det afviser Henning Camre, der i udgangspunktet regner med at bruge alle 50 mio. kr. udelukkende på konsulentordningen.

»Vi har tre filmkonsulenter siddende, som skal pleje en masse projekter, og det vil slet ikke kunne lade sig gøre, hvis ikke man råder over det beløb. Vi sidder med flere hundrede projekter, og så skal nåleøjet da ikke være mindre,« siger Henning Camre.

Kulturministeren er overrasket over Henning Camres udmelding, som han mener er fejlagtig. »Og det skal vi nok forklare ham,« siger ministeren.

»De resterende 20 pct. af pengene skal gå til gode film. De er ikke båndlagt enten den ene eller den anden ordning,« siger Brian Mikkelsen og understreger, at støttetildelingerne skal evalueres efter to år.

Filmproducenten Regner Grasten, der blandt andet står bag de populære film om »Anja og Viktor« og »Krummerne«, er ifølge Ritzau »stiktosset«:

»Vi ved jo godt, det ender med, at de brede film maksimalt får 40 pct., mens de frie midler går til konsulentstøttede film.

Dermed ender vi igen i den samme sump, hvor fordelingen sker på basis af, hvem der kender hvem,« siger han.