På tirsdag ville Laurence Olivier være fyldt 100 år og det markeres ved filmfestivalen i Cannes. Her vises de tre Shakespeare-filmatiseringer, han skabte.

Olivier producerede instruerede og spillede hovedrollerne i 'Henrik den V', 'Hamlet' og 'Richard den III', som alle er blevet restaureret forud for den legendariske engelske skuespillers 100-årsdag.

- Vi er meget stolte over at investere i beskyttelsen af den britiskefilmhistorie. Olivier er en af vore allerstørste skikkelser, både som skuespiller og instruktør, siger Fiona Maxwell fra Granada International, der har brugt et år på restaureringen af de tre film.

Særforestillingerne i Cannes giver den ny generation af skuespillere, der er samlet til festival, muligheden for at stifte bekendtskab med Olivier.

Han havde en lang, alsidig karriere og betragtes som sin generations største både på teater og film. Olivier, som opnåede at blive baron, kunne fremsige William Shakespeares tekster, så de lød som hverdagstale og han havde samtidig en klangfuld stemme, der kunne nå de bageste rækker i et teater, uden at han hævede den.

På film startede Olivier som førsteelsker. Som ung var han en meget smuk mand og fik derfor alle de romantiske roller. Han kunne eksempelvis opleves som Heathcliff i 'Stormfulde højder' og Mr. Darcy i 'Stolhed og fordom'.

Senere fulgte roller, der spændte fra den mystiske Maxim de Winter i 'Rebecca' til sadistisk nazitandlæg, der piner Dustin Hoffman i 'Maratonmanden'.

En af Oliviers sidste fine præstationer var som den aldrende Lord Marchmain i 'Gensyn med Brideshead'.

Skuespilleren var en utrættelig forkæmper for teatret som kunstart og var med til at grundlægge den britiske nationalscene, som han var direktør for fra 1963 til 1973.

Til september hædres Laurence Olivier med en statue, der opstilles uden for Royal National Theatre i London.

Den gamle kæmpe døde den 11. juli 1989, 82 år gammel.