Karen er aktuel med ny CD Stiletto og ind til fornylig på TV2 med Allstars. Både hendes mor og far er præster, selv var hun i sine teenageår kaptajn i Helsingør pigegarde, aktiv til halfester og blev så forelsket i en russisk soldat, at hun som 16-årig stak af til Rusland. Født 1975 - teenager fra 1988-1995

Jeg vil være med
Siden jeg var helt lille har jeg sunget, så ungdomsskolen var fantastisk for mig. Da jeg var til en koncert på Espergærde ungdomsskole, spillede et band på scenen og eleverne sang på skift, og jeg tænkte bare: Hold kæft, det vil jeg. Så jeg kontaktede lederen samme aften og spurgte: "Jeg vil være med, hvad skal jeg gøre?".

Jeg kom til at spille rockmusicals og det var godt bare at blive smidt op på den scene. Det handlede ikke om at være bedst, men om at være med. Nogle af pigerne var gode til at synge ballader - det var jeg ikke, jeg var bedre til at fyre op for en fest og ryste min røv. Mange af mine venner og veninder fra dengang er gået videre måske ikke med sang, men med teater og TV - blandt andre Signe Lindkvist og Vicki Berlin.

Fritidsjob: Da jeg var 12 år - totalt børnearbejde - arbejdede jeg på et rekreationshjem, men jeg blev fyret, fordi jeg gik og sang mens jeg serverede, det kunne de ikke li'. Desuden var jeg opvasker i en periode på en restaurant, men det var jeg heller ikke så god til. Det bedste job var i isforretningen i gågaden i Helsingør, hvor jeg solgte rigtigt meget italiensk bravissimo-is.