Vin, mad og ikke mindst kvinder: 64-årige Per Pallesen er livsnyderen, der stadig har appetit på livets goder, men med hensyn til kvinder kan det være svært, når en emsig presse konstant er over ham
- Undskyld, jeg er forsinket. Sæt jer endelig ned. Energien lyser ud af Per Pallesen, mens den 64-årige teaterdirektør, skuespiller og levemand skridter gennem kældergangen under Nørrebros Teater og ind på sit kontor.Det er ikke til at se, at benene af og til er let følelsesløse som følge af et livtag med døden for to år siden.
I dag er Per Pallesen fuld af livskraft, men lægger ikke skjul på, at han til tider føler sig som et jaget dyr i pressen, når det gælder forholdet til det modsatte køn.
Skilsmisser
- Jeg må indrømme, at jeg bliver meget ked af det, når mine venner bliver skilt. Og det skyldes da sikkert, at jeg har været igennem to store forhold, der endte i skilsmisse (Kirsten Peuliche og Jeanette Binderup-Schultz, red.).
Og det gik ikke så godt, som det skulle. Det var f..... ikke sjovt. Og bruddet med Jeanette (for to år siden, red.) betød jo sammen med arbejdet, at jeg gik ned med flaget på grund af stress.
Per Pallesen skynder sig at tilføje: - Jeg er jo kommet ud på den anden side igen, og jeg har det så godt i dag.
Kæreste
Hvordan så med kæreste i dag?
- Deeet... gider jeg ikke snakke om.
Men du har været en del omtalt som kæreste med Anne Fabricius-Bjerre?
- Anne og jeg er meget gode venner, sådan er det.
Det vil sige, at I altså ikke er kærester?
- Det vil jeg ikke ind på, sådan er det.
Den ellers meget offentlige Per Pallesen har følt sig fanget i pressens meget nysgerrige søgelys. Og det har gjort ham vred.
- Lige så snart jeg går ud på restaurant, så bliver der ringet, og så står der en fotograf. Jeg får aldrig ro og tid til at finde ud af, hvad jeg vil med mit privatliv, siger en tydeligt frustreret Pallesen.
Ensomhed
Forleden blev han 'fyret' ved en mediefejl (se fakta boks, red.). I disse dage søger han sit eget job som teaterdirektør. Det er bestemt ikke livslyst, der mangler hos den folkekære skuespiller. Hans appetit med hensyn til god mad, vin og kvinder fejler ikke noget.
- Bortset fra lidt vrøvl med benene har jeg det fantastisk godt. Jeg har lige været i Portugal og smage fremragende portvin, og snart skal jeg til Rhône-distriktet i Frankrig og smage rødvin. Jeg elsker at rejse og feste og være sammen med mine venner. Det giver mig liv.
Hvad frygter du?
- ...Ensomhed. Det frygter jeg. Jeg frygter selvfølgelig også, at der skal ske noget med min familie. Men ellers er jeg kun bange for ensomheden. Den gør mig utryg, og jeg er ikke god til at være alene.
Vadested
Per Pallesen er i den lidt pudsige situation, at han har søgt sit eget job som teaterdirektør, der er en tidsbegrænset ansættelse.
- Jeg står midt i et vadested, både fagligt og privat. Her på teatret vil jeg gerne gøre det arbejde færdigt, som jeg har sat i gang. Med mine 64 år, ved jeg da godt, at min alder kan være en hindring.
Men jeg føler, jeg kan arbejde fire år endnu, lige så vel som jeg stadig gerne vil have kvinder. Men det er da muligt, jeg hænger på vippen... siger Per Pallesen med et smil.
Kvindeglad
At Per Pallesen er kvindeglad, lægger han ikke det mindste skjul på. I glimt er han nærmest som en kåd teenager.
- Jeg føler mig jo ikke som en 64-årig. Jeg er stadig en dreng oppe i hovedet og mellem benene. Og så længe det fungerer, hvorfor skulle jeg så stoppe, når jeg stadig har lyst, lyder det kækt.
Per Pallesen kan heller ikke dy sig for at underholde med følgende to år gamle anekdote fra sin dødsens alvorlige bypass-operation.
- Da jeg vågnede op efter fem døgn i koma og ni timers operation, tænkte jeg: - Den her klarer jeg. Og i det samme kommer den lækreste sygeplejerske ind på stuen. Da kunne jeg ikke lade være med at føre min hånd op og klemme hende bagi, griner Per Pallesen om denne selvhjulpne bonus efter en bypass.
Død og lykke
Vi spoler tiden to år tilbage. Her i kontoret kom dødens skygge pludselig på besøg.
- Jeg sad på stolen, og pludselig faldt jeg om på gulvet. Sekretæren ringede 112, og så var det babu babu. Det var en sprængt aorta (blodåre til hjertet, red.). Da så jeg døden i øjnene.
I dag frygter jeg ikke døden, kun ensomheden.
Du har set en del gode venner gå bort, sidst Lykke Nielsen. Hvordan har du det med aktiv dødshjælp?
- Med hensyn til Lykke, som jeg har kendt i så mange år, er det et stort savn, at hun er død. Jeg kunne næsten ikke bære det. Men hendes åbenhed om sin kræftsygdom og det at dø, ved jeg, har hjulpet mange kræftsyge mennesker. De har fået mod fra hende. Nu må vi venner bare sørge for at tage os af Jesper (Klein, red.).
- Aktiv dødshjælp! Jeg vil ikke ende som en grøntsag. Sker det, håber jeg, der er nogen, der trækker stikket ud. Sådan skal det være.
Hvad skal der stå på din gravsten?
- Jeg vil svare på en anden måde. Når jeg engang dør, så skal jeg ligge på lit de parade (åben kiste, red.). Det har mine børn lovet mig. Så skal folk mødes, og jeg ligger dér med et skilt om halsen, hvorpå der står 'Glædelig jul'.
Alle skal drikke Château Latour og spise store bøffer, mens radioens big band spiller til. Ingen gråd og tænders gnidsel her. En lille tåre er o.k., men det skal sør'me være sjovt. Sådan skal det være.
jlu@bt.dk
