NIELS JØRGEN STEEN'S A-TEAM, Kongens Have.
Så var de der igen - på plads under teltdugen. Pianist og kapelmester Niels Jørgen Steen og hans A-Team.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>På græsset var der tusinder af tæpper og duge, pick-nick kurve og rosévin drukket af rigtige glas.

Der var babyer og større børn, men de fleste af dem med grå hår under stråhatten.

Steen har ret i, at orkestret har en god forbindelse til vejrguderne. Hele dagen havde det været ustadigt, men i timen op til koncerten klarede det op, og solen kom frem. Mange tusinde jazz-fans myldrede traditionen tro til Kongens Have.

Der var grund til at spille »I'm Just a Lucky So and So« med Uffe Markussen på tenorsax.

»Han er fra Nordjylland og er altid glad i låget,« introducerede Niels Jørgen Steen. Markussen spillede glad på den nordjyske måde. For at blive i landsdelens sans for underdrivelse, må man konstatere, at det bare var i orden.

Som altid var Niels Jørgen Steen en morsom entertainer.

»Vi har verdens ældste saxofonister,« kundgjorde Steen og henviste til Bent Jædig, Jesper Thilo, Uffe Markussen og Flemming Madsen.

»Jeg tror, jeg vil balsamere dem og udstille dem som havenisser,« fortsatte han.

Ellers stod eftermiddagen i Duke Ellingtons tegn. Jesper Thilo viste velafbalanceret klasse i »Cotton Tail«, og Flemming Madsen havde en alvorlig snak med »Laura«. I det hele taget var der en rolig autoritet over Thilo, Markussen og Madsens spil.

For at bringe den samlede IQ lidt ned inviterede Niels Jørgen Steen sanger Bobo Moreno på scenen. Han kan sine standarder og kan variere fra det kønsløse til det bluesy.

Efter at have hørt Moreno med A-Team flere år i træk kunne det være rart med lidt afveksling.

Næste år vil vi gerne høre Nikolaj Steen som sanger. Hvad han ikke har stemmemæssigt, har han i personlighed, og det er langt farligere, langt mere originalt og langt mere sexet. Moreno intonerer feminint, og fraseringerne forbliver klicheer, værst blev det i »Somewhere«.

Første sæt sluttede i gedigent swing med »Mister Jordan«.

Helt samme højder nåede andet sæt ikke op på. Roger Berg havde en flot trommmesolo i Niels Jørgen Steens imponerende og refererende suite »The Governor«. Copenhagen Jazzfestival er så sandelig ved at finde melodien.