Vatikanstaten mener, at pave Benedikt XVI "ikke kunne være klarere" i sin fordømmelse af Holocaust. Udtalelsen falder efter skarp kritik af paven.

Udtalelserne fra pave Benedikt XVI "kunne ikke være klarere" i sin fordømmelse af Holocaust, sagde vatikanstatens talsmand Federico Lombardi i dag. Det sker i en kommentar til den stadigt voksende kritik af pavens udtalelser om ofrene for Nazitidens Holocaust.

Katolikker over hele Tyskland er rystet over, at den tyskfødte pave Benedikt XVI forleden tog en holocaustfornægtende biskop til nåde. Flere katolikker har meldt sig ud af kirken, en række biskopper har distanceret sig fra deres overhoved, og enkelte teologer har endda krævet den 81-årige paves afgang.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, krævede i dag en klar reaktion fra paven, da hun kaldte det utilstrækkeligt, at Benedikt i sidste uge erklærede sin solidaritet med Holocausts ofre.

Men Lombardi mindede om, at "pavens tanker om emnet Holocaust blev udtrykt med stor klarhed i synagogen i Köln" i august 2005 og "i Auschwitz-Birkenau koncentrationslejren den 28. maj 2006".

/ritzau/AFP