Eurolandene sætter deres topmøde på pause til onsdag. Flere problemer er stadig uløst.

- Vi ses på onsdag, sagde EU-præsident Herman Van Rompuy, da han sent søndag satte weekendens mange og lange krisemøder på pause.

Meget mere sagde Van Rompuy ikke.

Selv om både han og flere af de europæiske topledere understreger, at de har gjort betydelige fremskridt mod en samlet løsning for at stabilisere euroen, holder de kortene tæt til kroppen.

- Vi arbejder på fem fronter. Alle fem elementer er gensidigt forbundne. Så teknisk og politisk er de én samlet pakke, sagde den belgiske EU-præsident som forklaring på, hvorfor han ikke ville gå i detaljer med redningspakken.

Men det står allerede klart, at i hvert fald Tyskland og Italien har lektier for.

Forbundsdagen i Berlin skal stemme om dele af redningsplanen, før forbundskansler Angela Merkel kan indgå en aftale i Bruxelles på onsdag. Det er dog stadig uklart præcis, hvad de tyske parlamentarikere skal stemme om.

Og Italien skal komme med en ny spare- og reformplan. Ifølge nyhedsbureauet AFP har premierminister Silvio Berlusconi allerede indkaldt til regeringsmøde mandag.

De fem punkter går i kort skitseform ud på:

1) At sikre fortsat vækst. Herunder skal nogle lande inden onsdag konkret vise, at de er i gang med nødvendige besparelser og reformer.

2) En holdbar løsning for Grækenland. Det handler om en nedskrivning af den græske statsgæld.

3) Der skal bygges en tilstrækkeligt stærk 'firewall' for at forhindre gældskrisen i at brede sig. Det betyder, at den eksisterende redningsfond, EFSF, skal have øget pondus. Der er stadig ikke enighed om, hvordan.

4) Rekapitalisering af bankerne. Der skal stilles større krav til størrelsen på bankers kernekapital, så de har mere buffer til at klare sig igennem kriser. Det er stadig uklart hvor meget.

5) Euroområdet skal have en stærkere ledelse og integrationen skal styrkes.

/ritzau/