Verdens største passagerfly skar haleroret af et mindre jetfly i New Yorks største lufthavn.

Med et vingefang på 79,8 meter kan det være sin sag at manøvrere rundt med en Airbus A380 – verdens største passagerfly.

Mandag aften lokal New York-tid gik det galt for den store Air France-maskine på vej til take-off, da den med lav hastighed rullede ud til landingsbanen.

I et sving klippede superjumboens vingespids halen af et langt mindre Bombardier CRJ 700 fly fra Regional Air, der lige var landet fra Boston. Det oplyser en talsmand fra den amerikanske luftfartsmyndighed Federal Aviation Administration til NBC New York.

Ulykken fandt sted klokken 20.09 lokal tid.

Det er endnu uvist, om fejlen skyldtes forkerte instruktioner fra flyvelederne i lufthavnen eller pilotfejl fra en af de to pilotholds side.

Begge bly blev trukket til et aflukket område i JFK-lufthavnen, der er USA’s travleste af slagsen. Ingen af de 62 passagerer i det lille fly kom noget til, da deres maskine fik klippet halen af.

Air France har endnu ikke kommenteret ulykken, og det er derfor uvist, hvor mange passagerer, der var om bord på Air France flyet, der har plads til cirka 525 passagerer.

Se billederne: De ti værste flystyrt

Verdens værste flyulykke skyldtes også en kollision mellem to fly i en lufthavn. I 1978 ramte en Boeing 747 en anden 747 jumbojet, da den netop havde sluppet landingsbanen i lufthavnen på Tenerife i tæt tåge.

583 mennesker omkom i ulykken, der skyldtes pilotfejl på KLM-flyet, der ramte Pan Am flyet, som stadig befandt sig på landjorden, da det blev ramt af KLM-maskinens landingsstel og motorer.