Prisen på den amerikanske kandidat til de nye danske kampfly, Joint Strike Fighter, stiger igen. Nu ventes de at ende på en pris over 540 millioner kroner.

At noget koster spidsen af et jagerfly, er et velkendt dansk ordsprog. Og hvis man ikke allerede kender det hos den amerikanske flyproducent Lockheed Martin, som i øjeblikket udvikler det nye kampfly Joint Strike Fighter, så burde de i hvert fald have en god idé om det.

Prisen på kampflyet, som blandt andet er kandidat til at erstatte de nuværende danske kampfly, bliver nemlig ved med at stige.

Oprindeligt lød prisen per kampfly på cirka 275 millioner kroner i 1999. Men siden da er prisskiltet fornyet flere gange, og torsdag sagde en embedsmand fra det amerikanske forsvarsministerium, at flyprisen er næsten fordoblet til mere end 100 millioner dollar - 545 millioner kroner.

- Baseret på den anden models tal under det nuværende program vil prisen ende på mellem 80 og 95 millioner dollar i 2002-tal, lød det fra embedsmanden under en høring i Kongressen. I 2010-tal svarer det ifølge nyhedsbureauet AFP til mellem 95 og 113 millioner dollar.

Prisstigningerne er ved at være en pinlig affære for Lockheed Martin og det amerikanske militær, der har lagt billet ind på mere end 2400 fly. Militæret er i stor stil er med til at finansiere udviklingen af Joint Strike Fighter.

Under høringen i Kongressen så republikaneren John McCain også med alvor på sagen:

- Skatteyderne er ved at være lidt trætte af det, og jeg må sige, at jeg godt forstår dem, sagde han.

Joint Strike Fighter, som også kaldes F-35, forventes at være færdigudviklet i 2016. Oprindeligt var udgivelsesdatoen sat til 2012.

Tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) skønnede i 2006, at prisen ville blive på 300-400 millioner kroner. Ifølge planen beslutter de danske politikere i 2012, hvilket fly der skal afløse F-16. Ud over Joint Strike Fighter er Gripen og Super Hornet også med i opløbet.

/ritzau/AFP