Politiet i New York har anholdt i massevis af demonstranter på halvårsdagen for bevægelsen »Occupy Wall Street«.

Lørdag nat lokal tid blev adskillige demonstranter fra bevægelsen »Occupy Wall Street« anholdt i New York. Demonstranterne samledes i Zuccotti Park i anledningen af Occupy’s halvårsdag. Det skriver Reuters.

I løbet af lørdagen demonstrerede omkring 300 mennesker i New Yorks finansielle område omkring Wall Street på sydspidsen af Manhattan.

- Dette er vores forårs-offensiv. Folk tror, at Occupy-bevægelsen er væk. Det er vigtigt, at folk ser, at vi er tilbage, siger talsmand for bevægelsen Michael Premo.

Med inspiration fra Det Arabiske Forår samledes civile i massevis for seks måneder siden i Zuccotti Park nær det finansielle centrum Wall Street for at demonstrere mod USAs finansielle politik og det store skel mellem rig og fattig i landet.

Deraf kom kampråbet, »Vi er de 99 procent«, fordi bevægelsen mener, at blot en procent af den amerikanske befolkning får alle goderne, mens 99 procent står tilbage med hænderne tomme.

Kort før midnat lørdag tømte omkring 100 betjente parken, da demonstranterne begyndte at sætte deres telte op. Tidligere på dagen blev 15 personer anholdt og tre betjente blev såret, oplyser politiet til Reuters.

Occupy-bevægelsen har siden sin begyndelse spredt sig til flere andre finansielle centre i byer rundt om i verden. I København slog demonstranter deres telte op på Rådhuspladsen, men lejren blev ryddet i december.