Et fly er styrtet ned tæt på Ugandas Entebbe lufthavn. Blandt de 11 dræbte er flere militærfolk fra Burundi og Uganda, oplyser hæren.

11 mennesker blev i dag dræbt, da et russiskproduceret fragtfly umiddelbart efter at være lettet fra Ugandas internationale lufthavn i Entebbe styrtede ned i Victoriasøen.

Øjenvidner beretter, at flyet begyndte at brænde, mens det endnu var i luften.

Om bord på flyet var syv passagerer og fire besætningsmedlemmer, der alle omkom.

Blandt de dræbte var tre højtstående burundiske officerer fra Den Afrikanske Unions fredsbevarende styrker i Somalia, oplyser den burundiske hær. Også en sydafrikaner og flere ugandere skulle have mistet livet i ulykken.

Ifølge en talskvinde for politiet i Uganda ved myndighederne endnu ikke, hvad der var årsag til styrtet.

Entebbe lufthavnen ligger få kilometer fra Ugandas hovedstad, Kampala.

Flyet havde kurs mod den somaliske hovedstad, Mogadishu, og var lastet med udstyr til de 3400 ugandiske og burundiske soldater, der kæmper mod islamistiske oprørere i Somalia.

Risikoen for flyulykker i Afrika er ifølge brancheorganisationen IATA seks gange større end i resten af verden.

/ritzau/AFP