Regeringstro tropper skød og dræbte forsvarsløse bedende midt under en aftenbøn ved en moske nordvest for byen Hama i Syrien

Soldaterne dræbte op mod 30, påstår aktivister ifølge Nyhedsbureaet Reuters.

- Tropper og Shabbiha-militsen forlod en vejspærring, krydsede hovedgaden og begyndte at affyre skud fra automatrifler mod de bedende, da de nærmede sig moskeen, siger en aktivist til Reuters over telefonen.

Angreb under bøn
Massakren skete under en bøn i forbindelse med den hellige muslimske fastemåned Ramadanen.

Ligene ligger og flyder rundt omkring i gaderne, og aktivisterne er kommet på overarbejde for at få overblik over, hvem de dræbte er.

- Vi har bekræftet identiteten på 15 lig, og det estimeres, at der er et tilsvarende antal, som vi endnu mangler at opsamle fra gaderne, siger aktivisten til Reuters.

Bomber skaber panik
I nat har syriske regeringsstyrker skabt panik i en forstad til Damaskus og sendt en bomberegn ned over boligområder. Aktionen har sendt hundrede af familier på flugt.

Oprøret mod syriens enevældige præsident Bashar al-Assad har stået på i over et år og har kostet mere end 8000 livet ifølge FN. USA's præsident Barack Obama har flere gange sagt, at Assa skal gå af, men han nægter.

Assad meldte ud d. 31. marts, at oprørene var nedkæmpet, men de ser ud til at få kontrol med større og større dele af Syrien. Det internationale samfund har indtil videre tøvet med at gribe ind militært, men flere eksperter mener, at en intervention kan være tæt på.