AC Horsens-træner indledte ugen i isolation sammen med sin syge søn, og fredag aften førte han sine tropper frem til første sejr i Superligaen siden september.

Der er ikke langt mellem lykke og ulykke.

Bare spørg AC Horsens-træner Bo Henriksen, der indledte sidste uge i isolation og fredag aften førte sine tropper frem til en sejr på 2-1 over Sønderjyske.

»Det har været en vild uge. Måske den vildeste i mit liv. Men lige nu er jeg altså en lykkelig mand. Sejren over Sønderjyske betyder, at jeg vil karakterisere vores efterårssæson som en ubetinget succes. Med 27 point har vi et fremragende udgangspunkt inden forårets kampe om at komme med i Superligaens mesterskabsspil,« hviskede Bo Henriksen, der i kampens hede havde mistet stemmen.

Da AC Horsens sidst var i aktion i dansk fodbolds bedste række, så tingene i Bo Henriksens verden helt anderledes ud.

 
Bo Henriksen gør hvad han kan, men det spillermateriale han har til rådighed! Vi har været med den hidsige træner med på job!
Vis mere

Således havde han overladt sit job til assistenten Michael S. Lyng, da man i udekampen mod Hobro IK spillede 1-1.

»Heldigvis er alt på familiefronten igen lutter idyl,« sagde han til BT’s udsendte reporter og forklarede årsagen til sit fravær:

»Aftenen før vi skulle møde Hobro blev min søn på et år hentet med ambulance. Han havde over 40 i feber, og lægerne frygtede, at der var tale om meningitis. Derfor var han indlagt et par dage og rent faktisk måtte jeg også i isolation, så jeg ikke kunne smitte andre. Heldigvis var der tale om falsk alarm. Det viste sig nemlig, at min søn ’kun’ havde pådraget sig en voldsom omgang feberkrampe, og nu er han så frisk, at vi kan lege sammen igen. Men skal jeg være helt ærlig, er dette noget af det værste, jeg nogensinde har oplevet.«

Kampen mellem AC Horsens og Sønderjyske blev afgjort midt i anden halvleg, da Jonas Thorsen scorede sejrsmålet.

»Sidst vi spillede på hjemmebane, misbrugte jeg en tilsvarende stor scoringsmulighed. Heldigvis var heldet denne gang med mig,« sagde midtbanespilleren med et stort smil.

 
Selvom SønderjyskE kom foran, var det AC Horsens, der endte med at vinde fredagens Superliga-opgør 2-1.
Vis mere

Nederlaget bekom ikke Sønderjyskes træner Claus Nørgaard vel.

»Havde vi fået de tre point, havde vores udgangspunkt før forårssæsonen set meget bedre ud end tilfældet er nu. Men selvom vi har et pointmæssigt efterslæb i forhold til midterholdene, har vi naturligvis tænkt os at jagte muligheden for at komme i top-seks,« sagde Claus Nørgaard.

Og mere nyt fra AC Horsens-lejren:

»Vi er på vej mod et årsregnskab, der balancerer. Det har vi det udmærket med. I vores klub er filosofien, at vi sætter tæring efter næring,« sagde direktør Kristian Nielsen, der det kommende stykke tid får travlt.

»I januar måneds transfervindue ser vi efter både defensiv og offensiv forstærkning. Og når der lukkes ned, skal jeg i gang med at tale kontrakt med et par håndfulde af vores spillere,« sagde Kristian Nielsen og hentydede til, at man kun har profiler som Kjartan Finnbogason, Lasse Kryger, Jeppe Mehl og Thomas Kortegaard på kontrakt frem til sommer.

Allerede til nytår udløber lejeaftalerne med Oliver Drost og Mads Døhr Thychosen.

»Hvad angår Thychosen, forventer jeg, at vi i den kommende uge får aftalt med hans klub (FC Midtjylland, red.), at vi lejer ham en halvsæson mere, mens vi ikke er så langt i dialogen med Drost og hans klub, Vejle,« sagde Kristian Nielsen.