Serbiske Andrija Pavlović meldte sig for alvor ind i angriberkampen, da han nedlagde Lyngby med et hattrick på små 13 minuttter i 3-0 sejren.

Solen lyste Telia Parkens græstæppe op, da det danske forår endelig levede op til vanlige standarder i eftermiddags. Sørgeligt nok var det dog også kun vejret – og så selvfølgelig cheerleaderne i pausen – der var eftermiddagens højdepunkter, da spillerne løb på banen til anden halvleg.

Men så stemplede især én FCK-spiller ind i kampen. Med rygnummeret 23 dukkede den ellers udskældte Andrija Pavlović op og bankede tre mål ind på 13 minutter. Halvanden time senere stod han med kampbolden i hånden og kunne se tilbage på en af de største kampe i hans karriere:

»Det var en fantastisk kamp. Vi spillede især i anden halvleg fantastisk, og det måske det bedste, som vi har spillet her på hjemmebanen. Jeg er virkelig stolt af den her kamp. Det kunne ikke have været en bedre eftermiddag for mig,« sagde Andrija Pavlović efter kampen.

Starten på en god periode

Var det her et slags gennembrud for dig?

»Jeg vil ikke kalde det et gennembrud, men jo, angribere går igennem gode og hårde perioder, og det her kan måske være starten på en god periode. Mit tanke er, at når man har det hårdt, så må man arbejde endnu hårdere på at vende det, og det synes jeg, at jeg har gjort.«

Men føler du, at du har haft en hård sæson her?

»Jeg nyder virkelig at være her, så jeg vil ikke sige, at det har været en hård sæson. Jeg er bare glad for at være her med mine holdkammerater, og jeg håber, at jeg får mange flere år her«

Kommer vi til at se dig med mere selvtillid efter denne kamp?

»Selvfølgelig. Hos angribere er mål den vigtigste ting, så det hjælper da på selvtilliden, men jeg vil selvfølgelig også gerne se, at mit generelle spil bliver bedre. Jeg føler, at jeg gjorde det godt i dag, og jeg er stolt i dag«

Er vi faktisk henne i, at det her er din bedste præstation i karrieren?

»Jeg scorede to hattricks sidste sæson i Serbien, så jeg kan ikke med sikkerhed sige, at det er den bedste, men det er da klart en af dem. Det er sjældent, at man scorer et hattrick, så jeg er da virkelig glad.«

Et varmt venstreben

Serberen rager højt i vejret, og han har tidligere scoret hovedstødsmål for de danske mestre, men i går var det venstrebenet, der i alle tre tilfælde fik ekspederet læderet i mål. Først sparkede han en bold i mål efter et hjørnespark. Tre minutter senere vendte han med bolden omkring feltet og sparkede den i mål. Knap ti minutter kronede han værket med det nemmeste af målene, da han fik en frispilning tæt for mål, som han satte i kassen til slutresultatet 3-0. Specielt det andet mål vakte glæde hos Ståle Solbakken, der på sidelinjen diskede op med en vild jubelscene ved 2-0 målet:

»Målet gjorde mig rigtig glad. Vi har arbejdet rigtig meget med hans instinkt, og den måde hvorpå han møder boldene. Han tænker lidt for meget over sine afslutninger, og derfor var det mål nummer to godt, hvor han kommer med en utraditionelle afslutning,« sagde FCK-træneren efter kampen.

Der var ellers lagt op til den helt store guldfest, hvis Brøndby tabte mod Sønderjyske, der blev spillet kort efter kampen i Parken. Fire minutter skulle der gå, før der gik et sug igennem de tilskuere, der stadig sad i Parken, for Absalonsen bragte Sønderjyske foran og lagde for et kort øjeblik pokalen i FCKs hænder. Københavnerne måtte dog vente, for i anden halvleg udlignede Brøndby, og det betyder, at FC København nu kan blive danske mestre, hvis de slår FC Nordsjælland på fredag.