BERLIN: "Jeg skulle have haft lov til at dyrke sport på topplan. Det kunne min krop slet ikke holde til, men det blev der ikke taget hensyn til dengang, da jeg var barn."
Sådan fortæller den 35-årige kvinde, Cathrine Menschner. Med sit lange lyse hår og sin slanke krop ligner hun langtfra et typisk produkt af den østtyske sportsskole, hvor pigerne fra en tidlig alder blev fodret med de potente Oral-Turinalbol-piller.De små blå piller med mandlige hormoner, som sørgede for, at pigerne hurtigt blev store og stærke, så de kunne svæme fra konkurrenterne eller støde kuglen stadig længere ud i gruset.
Men tag ikke fejl - den kønne kvinde har bestemt sine usynlige mén at slås med i hverdagen.
Syv gange har hun ved spontan abort mistet et foster, første gang da hun kun var 20 år gammel.
En trist omstændighed, som hun ikke tøver med at tilskrive de mandlige hormoners effekt på hendes underliv. Kun en gang er det lykkedes at gennemføre en graviditet, da hun for 11 år siden fødte sønnen Max.
Og i modsætning til andre af dopingofrenes børn, ser det foreløbig ud til, at Max ikke har nogen medfødte sygdomme eller deformiteter.
Men allerede i 14-års alderens oplevede Cathrine Menschner de første problemer forårsaget af den hensynsløse doping.
Hvirvlerne i hendes rygsøjle var så nedslidte, at hun måtte opgive svømmekarrieren, mens hun endnu kun havde opnået resultater ved de store østtyske ungdomsstævner, de såkaldte Spartakiader.
"Under den hårde træning arbejdede vi med høj belastning bodybuilding-træningsmaskinerne.
Normalt mærker smerten og sørger for at sige fra, men med doping føler man ikke den smerte.
Derfor kunne vi blive ved med at overskride vores smertetærskler - og vi var jo kun i børn i udviklingsalderen."
Da lægerne fandt ud af, hvor meget Cathrine Menschner havde ødelagt sin krop, blev hun først gipset ind fra halsen og nedefter. Sådan måtte hun ligge i seks måneder, mens hendes rygsøjle fik en chance for at komme sig.
"Og de næste fire år måtte jeg gå med et metalkorset, der skulle holde rygsøjlen på plads - og hele tiden havde jeg ondt i ryggen.
Samtidig kunne jeg hverken dreje hovedet eller ryggen for at kigge til siden."
I dag er hun stadig plaget af skaden, som ødelagde hendes ungdom.
"Udefra kan man ikke se noget, men det tungeste jeg kan løfte er 250 gram - altså svarende til en pakke smør.
Og jeg fik for nylig taget en blodprøve, som viser at mine levertal ikke er som de burde være, men jeg ved endnu, om det er alvorligt," fortæller Cathrine Menschner med et bittert smil.
Hendes følelser over for de to mænd på anklagebænken er helt entydige.
"Jeg hader dem. Og det værste er, at de er så ligeglade - de er fuldstændig uinteresserede i vores skæbne, hvad handlinger har betydet for os."
