'Onkel John' hjælper AaBs brasse-kvartet med stort og småt

Sol, strand, samba og evig sommer på Copacabana. Sne og iskolde temperaturer i Aalborg. Kontrasten er indimellem enorm. Men i SAS Liga-klubben AaB tager José Mota, Chrys, Caca, og Darlan Pinto Pontes tingene i stiv i arm.

For det første har de fire brasilianske fodboldspillere hinanden at støtte sig til, når vinterdepressionen er allerværst. Og for det andet har AaB sat manden bag Jimmy Nielsen-bogen '1000 på rød', John Laden Jensen, til at bakke dem op, når der for eksempel skal søges om opholdstilladelser, købes biler, oprettes internet og betales regninger.

- Jeg nyder arbejdet med de fire brasilianere. Det er nogle herlige gutter. Selvfølgelig passer de først og fremmest sig selv. Men når de bundne opgaver er løst, påtager jeg mig gerne rollen som 'Onkel John', skubber dem ind i min bil og viser dem Nordjyllands seværdigheder, fortæller John Laden Jensen.

B.T. mødte de fire brasilianere efter et træningspas forleden. Og her lagde de ikke skjul på, at de satte pris på den hjælpsomhed, som AaB og ikke mindst John Laden Jensen har udvist.

- Det har været en fornøjelse at være i AaB. Ganske vist er vejret i Danmark meget anderledes end i Rio de Janeiro, hvor jeg foruden fodbold også spillede masser af beachvolley på Copacabana, fortæller Chrys og tilføjer:

- Inden jeg tog til Aalborg, advarede min agent mig om, at jeg ganske givet ville få et kuldechok. Han har ret i, at der er koldt i Danmark. Men det, der har overrasket mig mest, er nok den store disciplin, man lægger for dagen i klubben. Træneren (Erik Hamrén, red.) kan indimellem godt skrue bissen på. Jeg er overbevist om, at de ting, han lærer mig, er noget, jeg kan tage med mig i mit videre forløb som professionel fodboldspiller.

Og det er netop i denne sætning, man finder årsagen til, at Chrys og hans tre kammerater er rejst fra Brasilien til Europa for at finde lykken.

- Vi har enorme ambitioner. Drømmen er at komme videre til en af de store klubber i enten Spanien eller Frankrig, samstemmer Caca og Darlan Pinto Pontes.

Udvidet til kvartet
I januar blev AaBs hidtidige brasilianer-trio udvidet til en kvartet, da José Mota blev hentet til klubben efter et par sæsoner i Viborg.

- Det passer mig perfekt, at jeg nu er kommet til AaB. Man vil hvert år være på et tophold. Og ærlig talt har jeg stor lyst til at prøve mit talent af i Europa Cup’en, siger José Mota.

AaBs træner Erik Hamrén lægger ikke skjul på, at han glæder sig over de fire brasilianere.

- De er alle fremragende fodboldspillere. Men der er både fordele og ulemper ved at råde over fire spillere fra samme land uden for EU-området. Naturligvis er det dejligt, at de har hinanden at læne sig op ad rent sprogmæssigt. Men desværre kan jeg jo ikke benytte dem på vort hold på samme tid, siger Erik Hamrén.