Team Danmarks bestyrelse har afsat 4,5 millioner kroner færre til specialforbund i 2017 end i året før.

En lang række danske specialforbund skal i 2017 klare sig med færre støttekroner fra Team Danmark end i 2016.

Det ligger fast, efter Team Danmark på et bestyrelsesmøde torsdag aften vedtog budgetterne til elitearbejdet for 21 specialforbund.

I alt 81,3 millioner kroner kan de 21 forbund se frem til at få tildelt i 2017.

Det er 4,5 millioner støttekroner færre end i OL-året 2016.

15 af de 21 forbund går ned i støtte, seks forbund holder status quo eller går marginalt op i støtte.

Derudover mister fire forbund al støtte.

Nedgangen fra 2017 til 2016 skyldes færre indtægter til Team Danmark i form af fondsmidler og udlodningsmidler, oplyser organisationen.

- Vores ambitioner for dansk eliteidræt er forsat meget høje.

- Der er masser af virkelyst og energi i dansk eliteidræt lige nu, men vi må også erkende, at med den økonomi, der er til rådighed i dansk eliteidræt, så er der nogle potentialer i blandt andet talentarbejdet, som der ikke er ressourcer til at forløse, siger Team Danmarks bestyrelsesformand, Frank Jensen.

Den daglige dialog med specialforbundene ligger hos Team Danmarks direktør, Lone Hansen.

Hun kan godt forstå, at der er frustration i specialforbundene over de økonomiske vilkår for udviklingen af eliteidrætten.

- Jeg mener, vi har ramt loftet for, hvor meget vi og specialforbundene kan effektivisere, uden det går ud over Danmarks sportslige niveau.

- Vi har et stort momentum, men vi har ikke ressourcerne, og det må vi forholde os til, siger Lone Hansen.

Hun er blandt andet bekymret for den langsigtede bæredygtighed i de mange elitemiljøer, der udvikler verdensklasseatleter.

Team Danmark forventer at indgå samarbejdsaftaler med i alt 25 forbund.

Ansøgningerne fra Dansk Curling Forbund, Danmarks Cykle Union og Dansk Bordtennis Union bliver behandlet på bestyrelsesmøder i 2017.

Om og i givet fald hvor meget disse forbund mister i støtte ligger dermed endnu ikke fast.

Dansk Tennis Forbund er efter aftale med Team Danmark ikke indstillet til økonomisk støtte for den kommende periode.

Gymnastik, fægtning og vandski mister også al den støtte, de fik i 2016.

/ritzau/