Brian Holms ven og kollega Frank Høj er rystet over nyheden om Brian Holm.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Det er en meget barsk situation. Jeg synes, det er så flot, at han offentliggør det. Det er typisk Brian, han har altså meget klasse den mand. Og han er jo ikke lavet af chokolade, han er en jernmand og skal nok klare det her på bedste vis, « siger Frank Høj der håber på at få kontakt til Brian Holm hurtigst muligt.

»Brian er en fighter og han kan kæmpe, også mod alle odds. I det lys er jeg ikke bekymret for ham. Han skal nok klare det. Bare se på Lance Armstrong, der led af testikelkræft. Han kom tilbage og vandt touren flere gange. Måske kan Brian gøre det samme,« siger Frank Høj i sin sædvanlige optimistiske tone.

Som en storebror
Frank Høj, der selv har haft livets skyggeside tæt ind på kroppen, da hans kæreste døde efter en påkørsel i trafikken, mener, at psyken er det vigtigste for at komme videre i livet.

»For at blive helbredt må du have en stærk psyke. Og af alle de mennesker jeg kender, så er Brian nok den med den stærkeste psyke. I sådan en situation gælder det om at finde en indre styrke frem, og den har Brian. Det ved jeg,« siger Frank Høj, der er mere end parat til at lade Brian Holm læsse sine tanker og følelser over på sig.

Frank Høj og Brian Holm har et nært venskab, fordi de begge boede i Antwerpen i Belgien og trænede sammen hver dag. Brian Holm tog hånd om Frank Høj med råd og vejledning.

»Brian var som en storebror for mig. Vi knyttede nogle bånd i Antwerpen, som ikke forsvinder fra den ene dag til den anden. Han har altid støttet mig. Nu vil jeg støtte ham, hvis han har brug for det,« siger Frank Høj, der gerne vil agere hjælperytter for Brian Holm i denne situation.

Han understreger dog, at andre ikke kan træde cyklen for Brian Holm.

Det sværeste kan han kun klare alene.

MDY@bt.dk