Kronprinsessen er kendt for sin veltrænede krop og sunde livsstil. En af hemmelighederne bag er hendes personlige trænere, som her deler ud af deres bedste tips.

KLIK VIDERE OG SE HVORDAN MARY HOLDER SIG I FORM

Selv efter to graviditeter ser Mary ligeså godt ud, som da hun sagde ja til Frederik for fem år siden. Hun er stadig slank med hvepsetalje, og står man tæt på hende, kan man se de flotte markerede lægmuskler under selskabskjolen.

En af hemmelighederne er, at Kronprinsessen, ligesom mange af de store Hollywood-stjerner, benytter sig af nogle af de dygtigste personlige trænere i Danmark, ligesom hun aldrig har lagt skjul på, at hun er vild med sport og altid har dyrket det i stor stil. Blandt favoritterne i dag er stadig ridning, løb og pilates.

LÆS OGSÅ
  • I marys fodspor


Hudfolds-analyse

En af hendes personlige trænere er Jacob Søndergaard, der trænede hende indtil for et års tid siden. I modsætning til hans andre kendte og ukendte kunder, der bliver undervist i Well-come Fitness i Hellerup, blev Mary trænet hjemme i Kancellihuset i Fredensborg.

Alle Jacob Søndergaards kunder skal igennem en såkaldt hudfoldsanalyse, fortæller han i Børsen. Derudover måler han også omkredsen af kundens krop forskellige steder, ligesom han måler blodtryk og blodsukker og gennemgår kroppen for ubalancer, så han kan lægge et personligt træningsprogram, der tager højde for alt det, der kan stresse kroppen.

Fem gram fiskeolie

Sammen med et kostprogram, som plejer at handle om mere protein, grøntsager til alle måltider og tre liter vand og fem gram fiskeolie om dagen, er det med til at hjælpe hans kunder til en flottere krop.

En anden af Kronprinsessens personlige trænere er Tore Munch, der trænede hende i en af hendes favorit-træningsformer pilates kombineret med lidt yoga under hendes graviditet med prins Christian i 2005.

Henvist af rockmama

Tore Munch, der tidligere har vundet 'Scenen er din' i kategorien dans, blev anbefalet til Mary af Sanne Salomonsen, efter at kronprinsessen havde været inde og se Sannes store 'One woman show'.

Efterfølgende dukkede Mary op backstage og spurgte Danmarks rockmama, hvordan hun var kommet i så god form.

Sangerinden henviste til Tore Munch, der derefter straks fik tildelt jobbet som personlig træner under Marys første graviditet.

God form i forvejen

Træningen foregik også dengang i et træningsrum i Kancellihuset, hvor der var fred og ro til at koncentrere sig om øvelserne.

- Kronprinsessen var i forvejen i rigtig god form og havde styr på øvelserne, fordi hun allerede havde trænet pilates i forvejen. Hun lærte øvelserne hurtigt, havde kontrol over dem og reagerede hurtigt på mine rettelser - en superdygtig elev.

- Fordi hun er rytter, havde hun især godt styr på mavemuskler og inderlår. Vi startede altid ud med at lave en 'solhilsen' og varmede så de store muskelgrupper op. Alt kører på vejrtrækning i pilates - det er basis for det hele og gør træningen mere effektiv. Vi havde ekstra fokus på centertræning – hele korsettet af muskler omkring mave og ryg med henblik på den kommende fødsel, fortæller Tore Munch, der trænede Kronprinsessen to gange om ugen i halvanden time.

Afslappet stemning

Stemningen i træningslokalet var afslappet og behagelig.

- Jeg var lidt nervøs og spændt, inden jeg skulle derind første gang og tænkte på alle de regler, jeg nok skulle overholde. Men sådan var det slet ikke. Jeg var overrasket over, hvor rart det var at være der. Kronprinsessen var nem at gå til, og det tog ikke lang tid, før jeg følte mig godt tilpas,« fortæller han.

Ida Krak er også en meget benyttet personlig træner og har flere kendte kunder, deriblandt Marys veninde Ellen Hillingsø. Ida Krak mener, at der er mange fordele ved at bruge en personlig træner, ligesom kronprinsesse Mary.

- Man kan skræddersy sin egen træning. Alt efter om man vil løbe maraton, have en funktionel krop i balance eller gerne vil være pumpet op som en bodybuilder. Når man har en personlig træner, får man individuel og effektiv træning, der passer 100 procent på dig.

- I samarbejde med træneren finder man frem til ens ønsker og arbejder målrettet på at give den helt rigtige træning, der undervejs også kan lægges om, hvis det er det, der skal til, fortæller hun.