Den danske koloni bød kronprinsparret velkommen og på gensyn i Sydneys operahus efter en travl dag i eventyrets tegn.

Utzons operahus var endnu engang midtpunktet for kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, da parret mandag aften mødte 300 danskere på den sidste dag af det officielle besøg i Sydney.

Toppen af det danske erhvervsliv i Australien var mødt op for at byde kronprinsparret farvel og på gensyn inden afrejsen til hovedstaden Canberra tidligt tirsdag morgen.

- Kronprinsen fulgte Sydkorset på himlen og fandt sin stjerne her i Sydney, sagde den danske konsul Jørgen Møllegård til lyden af et stort "nåååååh" blandt publikum.

Tidligere på dagen udnævnte kronprins Frederik fire australske H.C. Andersen-ambassadører, der skal bekæmpe analfabetisme og udbrede kendskabet til digteren her i 200-året for hans fødsel. Det var Oscar-vinder Geoffrey Rush, forfatter Bryce Courtenay, tv-vært Andrew Denton og børnebogsforfatteren Mem Fox. En femte ambassadør var new zealænderen Dame Kiri Te Kanawa, der havde meldt afbud.

80 særligt indbudte gæster deltog i ceremonien, og de fik også mulighed for at høre et helt nyt eventyr kaldet "Den Perfekte Prinsesse".

Forfatteren var den tiårige skoledreng Tayen Nossiter fra Perth, der vandt tv-stationen ABC's konkurrence foran 4000 andre eventyr, sendt ind af australske børn og unge.

/ritzau/