Turisterne strømmer til Fanø i titusindvis om sommeren. Men allerede nu er der god grund til at besøge den idylliske vesterhavsø. Det siges nemlig, at det danske forår kommer til Fanø først.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Foråret kommer tidligt til Fanø, siges det. Og sandt er det da også, at lærken kan ses og høres herovre næsten hele året rundt.

Således kunne B.T. Rejsers udsendte nyde disse smukke vårindvarslende sangtriller, lige inden marts blev til april - et tidspunkt af året, der også er lidt stille-før-stormen-agtigt ude på den gamle fisker- og skibsfartsø ved Vesterhavet, hvor sommerhusgæster og turisme i dag er en væsentlig indtægtskilde.

Fanø er bestemt også essensen af velbevaret dansk ø-idyl, kombineret med en vifte af aktiviteter og attraktioner, der gør et alsidigt ophold muligt for alle aldre og temperamenter.

Man møder Fanø efter blot 12 minutters færgesejlads fra Esbjerg Havn, og fra anløbshavnen i øens hovedby, Nordby, har man et godt overblik over den 56 kv.km store ø.

Nordby er omgivet af Danmarks ældste golfbane, Fanø Golf Links fra 1901, og af Fanø Vesterhavsbad, der ligger lige ud til øens kilometerlange, gyldne strand. Mod syd ligger den mindre Rindby med de fleste af øens campingpladser og øens største sommerhusområde.

Det er navnlig her nordpå, man kan fornemme graden af højsommer-intensitet, når de feriehungrende familier fra fastlandet for alvor ankommer, og de tyske autocampere ruller ind.

Men Fanø virker nu som en ganske velafbalanceret ø med tilpas mange »oaser« og fornuftige alternativer til det myldrende strand- og strøgliv, når den tid kommer.

Idyllisk landsby
Fortsætter man sydover ad øens eneste hovedvej, finder man Fanø Plantage, omtrent midtvejs på øen, og helt sydpå øens nok allerstørste attraktion: den gamle fisker- og skibsfartsby Sønderho, der må være en af de allermest idylliske og harmoniske landsbyer i det ganske land.

Byens 70 gamle, fredede huse ligger i samme retning fra øst til vest og er hver især et lille stykke seværdighed, men dog også beboede, så stik ikke næsen helt op til ruderne (et gammelt bevaret Sønderho-hjem »Hannes Hus« er dog omdannet til museum og kan derfor ses indefra).

Der er en del at se i og omkring bykernen: blandt andet den søfartsdekorerede kirke i den lille bys udkant, Sønderho Mølle, den gamle redningsstation og Fanø Kunstmuseum. Et fint udsigtspunkt får man oppe på stormflodsdiget, der omgiver byen ud mod havet, mens en anden fin skueplads er den nærliggende sydspids, »Hønen«, hvor man kan øjne både naboøen Mandø og en sælbestand i det fjerne.

Shoppere vil fornøje sig med Sønderhos specialbutikker med de selvforklarende navne, »Ravsmeden«, »Nielsens Kunsthåndværk«, »Uldsnedkeren« og »Silken«, mens gourmeter og livsnydere kan nyde et solidt måltid i den gamle Sønderho Kro fra 1722 med lave lofter, høj kvalitet og førsteklasses hygge.

En af stedets mange anbefalelsesværdige specialiteter er krofatters hjemmelavede udvalg af snaps, bitter og cognac.

Vi må absolut også anbefale øens traditionelle fiskeret »Bakskuld« som kokken på cafeen og flisemuseet(!) Nanas Stue i Sønderho har ualmindelig godt styr på.

Naturlegeplads til børnene
På turen nedover til Sønderho bør man afse tid til at udforske Fanø Plantage, der er et meget alsidigt skov- og naturområde, som man ikke behøver at være en Søren Ryge for at nyde herligheden af.

Fanøs fugleliv er præget af store fugletræk, og i den østlige del af plantagen finder man de såkaldte »Fuglekøjer« - et specielt fangstredskab, hvor man i gamle dage indfangede vildænder ved at lokke dem i et aflangt »bur«. Denne form for jagt blev forbudt i 1931, men de gamle fuglekøjer står endnu fremme rundt omkring på øen.

I den modsatte side af plantagen finder man øens bedste udsigtspunkt, Pælebjerg, hvor man har hele den herlige strand for sine fødder, og tæt på finder man Skovlegepladsen, hvor børnene kan tumle rundt på en stor naturprydet legeplads med terrænbane, huler og (fra den 8. maj) også et grillhus.

Som det er de fleste forældre bekendt, er det næstbedste - efter børnenes lystige leg - et træt og tilfreds barn, der er lige til at lægge i seng efter aftensmaden. Skovlegepladsen - den kan vi li'.

To øer i én
Fanø er faktisk ikke én, men to øer. I hvert fald mentalt set.

Tilbage i tiden var Fanø nemlig delt af en lille stribe vand, hvor beboerne nordfor var fanniker, mens dem sydfor var sønderhoninger - og den opdeling er man også meget bevidst om i dag.

Så, for ikke at få fannikerne på nakken, må vi da lige nævne, at Nordby bestemt også er værd at gøre holdt i, selvom udsigten fra havnefronten, Langelinie, skæmmes en del af udsigten til den langtfra seværdige industrihavn i Esbjerg.

I Nordby - omkring Hovedgaden og førnævnte Langelinie - finder man Fanø Museum og Skipperhuset (fra 1891), der indeholder Fanø Skibsfart- og Dragtsamling, samt et fint udbud af butikker og spisesteder, hvor Fanø Krogaard (fra 1664) er en af Danmarks ældste privilegerede kroer.

Sidst på året suppleres Nordby - og Fanø - med endnu en hjemmegjort attraktion, når Fanø Bryghus åbnes i det gamle elværk i Nordby, og efter sigende har dette initiativ ikke haft synderlig svært ved at forene fannikerne og sønderhoningerne i konstruktiv samhørighed.

Og så skal man heller ikke lægge mere i det gamle drilske naboforhold end som så. Som gæst oplever man i hvert fald en lun, venlig og humoristisk tone hos både fanniker og sønderhoninger.

Foråret kommer nemlig tidligt til Fanø, og sommeren er på vej.