Tapas spises bedst med fingrene og ledsaget af kølig cava. Vi guider dig til tre af den spanske storbys bedste tapasbarer samt to Michehelinstjerne-restauranter, hvor du gerne må spise med bestik.

1. Den festlige

Hvad: Can Paixano
Hvor: Carrer de la Reina Cristina 7

Normalt er aftensmad noget, spanierne spiser efter mørkets frembrud, men allerede ved 18-tiden er der godt pakket med folk, der alle står med cavafyldte coupes, de brystformede champagneglas fra Belle Epoque-perioden, i hånden. 

Her er der råd til en genopfyldning. Et glas koster fra 95 cent til 1,30 euro, og derfor hører man den ene prop efter den anden blive flået af flaskerne, hvorefter der hældes i  gæsternes glas med en tilpas nonchalant attitude, hvor det ikke gør noget, at der spildes lidt. 

Derfor er der heller er nogen grund til at trække i dit bedste tøj, når du besøger Can Paixano, et vinlager på havnefronten Barceloneta. 

Ved 20-tiden står folk som spanske sardiner i en tønde, og der bliver langet croquettas, skinke, bocadillos og friturestegt chirozo over disken med en fart, som ville gøre en erfaren McDonald’s-ansat rundtosset. 

Priserne hamler apropos glimrende op med burgerkædens coin offers, da de fleste serveringer koster mindre end 2 euro. Derfor bør du selvfølgelig heller ikke forvente råvarer af absolut topkvalitet, men stemningen er i top, og den blandede skare af turister, studerende og forretningsfolk kommer hinanden ved. 

Kom tidligt, og begynd en god, festlig aften på Can Paixano, hvor to personer nemt kan lade glasset blive fyldt op mange gange og samtidig udforske det meste af menukortet for under 30 euro (ca. 225 kr).   


2. Den franskinspirerede

Hvad: Sensi Tapas
Hvor: Carrer Ample 26

Bevæger man sig nogle få hundrede meter væk fra Barceloneta og ind i de smalle gader, finder man Sensi, der drives af en flok fransktalende gutter, nogle fra Normandiet andre fra Canada. 

De er tro mod den spanske tapaskultur, som de dog har givet et twist med flere franske råvarer. På vej ind ad døren råber en energisk britisk bartender inde fra nabobaren, at vi er nødt til at prøve stedets timbale, som viser sig at være et glimrende eksempel på den franske indflydelse med sit confiterede andekød – og overhældt med en glace af indkogt Pedro Ximenez-sherry lander vi igen på den iberiske halvø. 

Betjeningen er yderst afslappet, og de unge gutter med løse bukser og farverige sneakers er ikke blege for en kæk, men velment, kommentar, når de opmærksomt sørger for, at du har cava i dit glas.

De lokale har fået øje på det lille sted, så det er anbefalelsesværdigt at bestille bord. Forsøg i så fald at få plads i baren, så du kan følge med i retternes tilblivelse. Priserne er i mellemlejet, og for 50 euro (372 kr.) får man hurtigt fire-fem retter og en flaske god vin.  

Info: sensi.es


3. Den legesyge

Hvad: Tickets Bar
Hvor: Avinguda Parallel 164

Nævner man elBulli, ved de fleste sikkert, at der er tale om den spanske restaurant, der før nomas erobring af førstepladsen var verdens bedste restaurant fire år i træk. 

Den yngste af Adria-brødrene, Albert, kører nu mange af de molekylære ideer fra elBulli videre kombineret med troskab over for det catalanske køkken på tapasbaren Tickets. Det eksemplificeres allerede ved første ret, en fortolkning af sangria, hvor saftig vandmelon har trukket i den røde drik for derefter at blive garneret med appelsin- og citronskal. 

Indretningen er inspireret af cirkusverdenen, hvorfor tjenerne er klædt i cirkusuniformer, mens der hænger kulørte lamper i loftet, hvilket alt sammen er med til at give en løssluppen, behagelig atmosfære. 

Maden er i særklasse med originale kombinationer, sjove teknikker og sublimt håndværk. Det betyder, at du får en kulinarisk oplevelse på gourmetniveau, som du kan nyde i ægte tapas-ånd, hvor selvhøjtidelige tjenere og stivede duge er kørt ud i cirkusvognen. 

Foodies verden over har fået øjnene op for Tickets, og det er ikke nemt at få et bord. Lykkes det, kan det anbefales at lade Tickets-holdet styre slagets gang. 

Med vin koster denne oplevelse for to omkring 250 euro (1.864 kr.), men så nærmer vi os også 20 serveringer, der hver især er unikke smagsoplevelser. 

Info: ticketsbar.es


4. Den prisvenlige stjernemad

Hvad: Alkimia
Hvor: Carrer de la Indústria 79

Ud over de mange gode tapasbarer kan Barcelona også prale af en pæn mængde michelinstjerner. 

Én af disse er Restaurant Alkimia indehaver af. Om det er krisen, der trykker, eller om ejerne har en uovertruffen forretningssans, vides ikke; men faktum er, at en frokost kan erhverves for 39 euro (290 kr.) per person. 

Holder man priserne op mod dem på de danske stjernerestauranter, kunne man hurtigt frygte, at det var en stærkt reduceret stjerneoplevelse, men det er langt fra tilfældet. For førnævnte beløb får man to appetizers, fire retter, et glas vin (skænket med rund hånd), kaffe og sødt. 

Når samtlige dele af menuen tilmed er udført til perfektion, er det svært at finde på nogen gode grunde til ikke at besøge Alkimia, hvis navn referer til middelalderens kemikere, der forsøgte at fremstille guld ved hjælp af kemiske reaktioner. 

Hos Alkimia er det partner og chefkok, Jordi Vilà, der får kemien til at lykkes og give ren velsmag, eksempelvis med noget så simpelt som et pocheret æg med auberginecreme, spinat og sprød serranoskinke Han anses for at være ét af Spaniens nye store kokketalenter.

Bordreservation anbefales. 

Info: alkimia.cat


5. Den bedste i verden

Hvad: El Celler de Can Roca
Hvor: Can Sunyer 48, 17007 Girona

Da noma i 2010 blev kåret til verdens bedste restaurant på World’s 50 Best-listen, overtog René Redzepi og co. førstepladsen fra førnævnte elBulli, der lå i San Sebastian. 

Nu er den omdiskuterede titel tilbage på spansk jord, nærmere betegnet i Girona hos El Celler de Can Roca, der med sin andenplads på samme liste i tre år pustede noma i nakken. Det er de tre Roca-brødre, Joan, Josep og Jordi, der som henholdsvis køkkenchef, sommelier og dessertkok driver restauranten, som åbnede tilbage i 1986. 

Girona ligger ganske vist en god times kørsel i bil fra Barcelona, men for madnørder er restauranten med tre michelinstjerner naturligvis et must. Joan Roca tager udgangspunkt i det catalanske køkken, som ikke overraskende er blevet udsat for rigelig ideudvikling, således at denne stil fremstår på en ny, anderledes måde. Han forsøger at forene moderne smage og teknikker med de stærke madtraditioner. 

I vinkælderen sørger Jordi for en unik stemningsoplevelse via særlige sanseoplevelser, der beskriver hans opfattelse af sine yndlingsområder.  

Der er to menuer at vælge imellem til henholdsvis 140 (1.043 kr.) og 175 euro (1.304 kr.). De tilhørende vinmenuer koster 55 (410 kr.) og 85 euro (633 kr.).    

Info: cellercanroca.com

Læs også: Tapas, vin og dans i Málagas gader