En ting er Disneys Juleshow i tv juleaftensdag. Noget helt andet er jul i Disneyland i Paris med julepynt, julelys og overdådige parader. Samt det gigantiske »Disney Dreams of Christmas«-show, der er bygget op om den nye film »Frost«, som er Disneys version af H. C. Andersens eventyr »Snedronningen«.

Det swinger, da orkestret »The Jingle Bell Boys« går i gang med sin kendingsmelodi. Orkestermedlemmerne er i kridhvide jakker og dirigeres af en veloplagt og rytmesikker Mickey Mouse, ligeledes i hvid jaket.

Mickey har godt med publikum, for mange har søgt ly for regnen denne grå eftermiddag. Men selv en byge kan ikke dæmpe den særlige julestemning i dette land af fantasi, leg og ønsker, der – måske – går i opfyldelse.

Jul i Disneyland Paris er jul på den helt store klinge.

Med julemanden i sin egen »by« i forlystelsesparken, med storstilede juleparader, med arbejdende værksteder, med millioner af lys, snemænd, dalende snefnug og ikke mindst med årets helt store satsning – showet »Disney Dreams of Christmas«, som tager udgangspunkt i den nyeste film fra Disneys univers, »Frost«.

Et gennemgående træk i alle parader, shows og opvisninger som denne med Mickey, der svinger dirigentstokken oppe på scenen, er musikken. Børnene hopper i takt, og de voksne smiler – som bevis på, at hvis noget går lige i hjertet på de fleste, så er det musikken. Ikke mindst i juletiden her i Disneyland Paris.

»Skønt hvert land har sine sange og traditioner, er der så meget musik knyttet til julen, som næsten alle genkender, blot ved at høre de første strofer,« siger Vasile Sirli, der er ansvarlig for musikken til blandt andet de overdådige parader i forlystelsesparken.

»Selv holder jeg mest af de syv sekunder i »Disney Dreams of Christmas«- showet, hvor vi hører et stykke af »Silent Night« (Glade Jul. red.) med en soloviolin til sidst. Den sang er fuld med minder for rigtig mange, og der skal blot få toner til at bringe dem frem,« siger Vasile Sirli:

»Jeg bruger musikken til at åbne for følelsen af, at livet i vore dage stadig kan være varmt og trygt. Som musiker synes jeg, at det er lettere at viderebringe alt dette med musik end med ord.«

Det er dog ikke kun musikken, der er vigtig i Disneylands version af jul. Flere hundrede kreative hjerner har brugt år på at udvikle alle de små detaljer til især showet »Disney Dreams of Christmas.«

»Vi havde blandt andre en idé om lys i træerne ved slottet, der skulle ligne stjernekastere og glimte og blinke mellem grenene og gøre showet endnu mere fortryllet,« siger kreativ direktør Kat de Blois.

»Flere nætter i træk blev der kørt gravkøer ind, og asfalten på stierne gravet op, så man kunne lægge strømførende kabler, der gik op til træernes kroner. Og hver morgen var alle spor slettet, så arbejdet ikke gik ud over gæsterne i parken.«

Arbejdet blev færdigt, og i træerne foran Torneroses slot glitrer tusindvis af »stjernekastere« i takt til sangene i showet, der toner ud i parken i en virkelig god lydkvalitet.

Hvilket naturligvis heller ikke er tilfældigt. Musikken er indspillet i Abbey Road- studierne i London, som har en særlig kompetence indenfor musik, der skal kunne afspilles i al slags vejr og med massevis af udendørs højtalere. For unset hvor man som tilskuer står, skal man kunne høre musikken.

Og det kan man. Fra vores plads i mængden foran Torneroses slot hører vi tydeligt en sprød ringlen, da Klokkeblomst åbner det storstilede show med at kaste et drys tryllestøv.

Herefter følger en overflod af juleminder, velkendte figurer og Disney-temaer, fra »101 Dalmatinere« over »Bambi« til dinoen Rex fra »Toy Story,« der danser med et skørt om sin fyldige midje i en særlig jule-udgave af »Nøddeknækkeren.« Samt naturligvis årets stjerne, snedronningen Elsa fra »Frost«, og snemanden Olaf fra samme film, som er showets konferencier og uimodståelig med sin naivt charmerende tilgang til julen.

Læg dertil laserbilleder, projiceret op på selve slottet og på skyer af vanddamp, oplyste springvand i afstemte farver, der fejer graciøst over himlen, og fyrværkeri, der sprutter og gløder fra hindbærrødt til azurblåt – det hele i harmoni med musikken.

Det er alt sammen den pure levendegørelse af Jesper Fårekyllings velkendte replik: »Fra alle os til alle jer. En rigtig glædelig jul«.