I den hyggelige bydel Highland Park i Los Angeles ligger en butik, der trækker kunder til fra hele verden. Ejeren John Nese har opbygget et helt unikt varelager med over 550 forskellige slags sodavand.

Kaffesodavand, kosher-sodavand og sodavand uden brus.

Læs også: 17.340 flasker spiritus måtte ikke komme med

Agurkesodavand, blå sodavand og sodavand lavet af rosenblade.

Der er ikke den smag eller farve, man ikke kan finde på sodavandshylderne i John Neses butik.

Sådan var det ikke for ti år siden. Dengang var den lille, familieejede købmandsforretning ved at gå konkurs, men så kom der en kunde ind i butikken.

»En dag kom der en dame ind i butikken og spurgte, om vi solgte mintsodavand. Hun var fra Pittsburg og skulle bruge en mintsodavand til en Kentucky Derby-fest, hvor man serverer Mint Juleps – en drik bestående af Bourbon og mintsodavand,« forklarer John Nese.

På det tidspunkt førte han ikke den slags lokale sodavandsmærker i sin butik, men få dage efter blev han ringet op af en sodavandsproducent fra Pittsburg, som kunden havde kontaktet på hans vegne, og John Nese indkøbte de første paller af det produkt, der i dag er hans kendemærke.

Kort tid forinden havde han efter en diskussion med sin faste leverandør en gang for alle brudt med de store sodavandsfirmaer Pepsi og Coca-Cola, fordi han ikke kunne sælge colaerne lige så billigt som supermarkederne. Og netop bruddet med storproducenterne gav ham mulighed for at lægge sit varelager om.

»Cola-Cola og Pepsi køber normalt alle sodavandshylderne i butikkerne, så der kun er plads til deres mærker, men fordi jeg ikke længere solgte deres produkter, var jeg nu pludselig fri til at købe andre slags.«

Fra at være en hensygnende købmand med viktualievarer omlagde John Nese nu varelageret helt, han opsøgte alle de små sodavandsproducenter, han kendte til, eller opdagede hen af vejen, og i dag sælger han 550 forskellige slags mærker. Alle af den gammeldags slags på glasflasker.

John Neses sodavandsprodukter kan deles op i to typer. De gammeldags amerikanske mærker som Sundrop fra Tennessee eller Green River fra Chicago. Og sodavand med et nationalt islæt som ouzo-sodavanden fra Grækenland eller den rumænske agurkesodavand »Mr. Cucumber«, som hans butik var den første, der begyndte at føre i USA.

»Sidste år blev Mr. Cucumber udnævnt til Soda of the Year af Beverage World Magazine, som er vores fagblad,« fortæller John Nese stolt.

Selv om mange af sodavandene har deres smag fra andre kulturer, er det kun ti af mærkerne, han importerer, de resterende 540 sodavandstyper bliver alle produceret i USA.

Turister er her, efter butikken fik sit gennembrud på Youtube, masser af, men også amerikanske filmstjerner finder vej til butikken, selv om John Nese ikke er meget for at afsløre for mange navne.

»Jeg kan fortælle, at Nora Ephron (Instruktøren fra »Da Harry mødte Sally«) et år gav en masse kurve med sodavand herfra i julegave til sine venner,« afslører han dog.

Læs også: Cofoco på charterrejsen