Kritikken af Thornings ’ægte løftebrud’ vil dominere radikalt landsmøde lørdag.

Søndag kan regeringen fejre to-årsdagen for sin valgsejr i september 2011.

Men glæden overskygges af den konflikt, der opstod i går, da den radikale leder Margrethe Vestager som optakt til sit partis landsmøde her i weekenden rettede hårde beskyldninger mod S for at begå ’ægte løftebrud’.

Striden handler om, at regeringen i sidste uge droppede sit eget forslag om at indføre øremærket barsel til fædre.

De Radikale og SF var ellers varme fortalere for ideen. Men den faldt, fordi S vendte på en tallerken og alligevel ikke ville være med til at gribe ind i, hvordan familierne tilrettelægger deres barsel.

SFerne havde i første omgang svært ved at skjule deres skuffelse, men da regeringen var samlet til et to-dages seminar onsdag og torsdag, virkede det, som om striden var bilagt.

Derfor blev statsminister Helle Thorning-Schmidt mildest talt overrasket, da hun fredag morgen kunne læse Margrethe Vestagers bredside i Jyllands-Posten.

Her sagde hun, at S fremtvang et ægte løftebrud.

- Hvis ikke Socialdemokraterne havde hejst et flag og sagt, ’vi tror, det giver større problemer, end det vil løse’, havde vi gennemført øremærket barsel, sagde hun.

Det er første gang, Vestager i så bramfri vendinger udfordrer Thorning.

Thorning vil ikke udtale sig om regeringens interne drøftelser. At gøre den slags er ikke nogen ’speciel god idé’, siger hun.

Det var regeringen – samlet

- Men jeg vil gerne understrege, at regeringen har truffet en beslutning i denne her sag. Det er selvfølgelig den samlede regering, der har truffet en beslutning om, at vi ikke vil øremærke barsel til mænd. Det har vi gjort ud fra den klare begrundelse, at hvis vi skal øremærke barsel til mænd, så betyder det reelt, at mænd skal sige til kvinderne, at de kan få mindre tid sammen med deres børn, siger hun.

Lysten til at sige noget var heller ikke stor hos beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, den politiske ordfører Magnus Heunicke og hos partiets ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhof.

Vestager var i går på rejse til Vilnius i Litauen. Her bekræftede hun overfor Ritzau, at hun er godt tilfreds med sine citater i Jyllands-Posten. Hun vil ikke forholde sig til Thornings råd om ikke at kommentere interne drøftelser i regeringen.

- Hun træffer jo sine valg, og jeg træffer mine, siger hun til ritzau.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen kalder Vestager melding for ’fesen’.

- Helt ærlig, Vestager. Jeg ved godt, du har landsmøde om lidt, og at mange i dit bagland er vrede. Men det der med ’det var Socialdemokraternes skyld’ virker temmelig plat, siger hun.