Mai Mercado (K) har fået endnu et punkt at skrive på listen over tjanser, der i forvejen tæller konservativt folketingsmedlem og gruppeformand.

Hun skal være landsformand for oplysningsforbundet FOF, der har 250.000 kursister hvert år.

Det skriver hun på Facebook.

Mai Mercado er fredag valgt på FOF's repræsentantskabsmøde i Nyborg og overtager formandsstolen fra Anne Birgitte Lundholt, der har været landsformand i 12 år.

På Facebook skriver Mercado, at det er nogle 'store sko at fylde ud', og at hun glæder sig til opgaven.

Forbundet er baseret på en kristelig-humanistisk kulturtradition, der ifølge FOF selv handler om menneske og samfund.

Oplysningsforbundet FOF blev stiftet i 1947 af Det Konservative Folkeparti og udbyder folkeoplysning i form af kurser, foredrag og udflugter.

Med 250.000 kursister om året er FOF Danmarks største udbyder af folkeoplysning.