Danskerne foretrækker Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Hver fjerde vælger er skuffet over Lars Løkke Rasmussen.

Hver fjerde vælger er skuffet over, hvordan Lars Løkke Rasmussen (V) har klaret sig som statsminister. Det viser en ny meningsmåling, som Catinét har lavet for Ritzau.

Selv om 24,3 procent af de adspurgte er skuffede, så mener 11,4 procent dog, at Lars Løkke Rasmussen har overrasket dem positivt. 58,1 procent svarer, at statsministeren har klaret sig, som de forventede.

Meningsmålingen afslører, at 45,1 procent foretrækker Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, som statsminister, mens 41,1 procent foretrækker Venstres formand.

Lars Løkke Rasmussen kan trøste sig med, at tallene stort set er uændrede i forhold til, da Catinét senest i september spurgte vælgerne om deres foretrukne statsministerkandidat. Dengang foretrak 46,7 procent Helle Thorning-Schmidt, mens 42 procent foretrak Lars Løkke Rasmussen.

Specielt kvinderne vil i dag have Danmarks første kvindelige statsminister. Hele 49,6 procent ønsker Helle Thorning-Schmidt, mens 35,3 procent ønsker Lars Løkke Rasmussen på posten. Til gengæld vil 47,1 procent af mændene helst have Lars Løkke Rasmussen, mens 40,5 procent helst vil have Helle Thorning-Schmidt.

Et flertal af vælgerne - 54,9 procent - mener da også, at Lars Løkke Rasmussen bør lave en regeringsrokade i løbet af foråret. 13,1 procent mener det ikke. Et stort mindretal - 31,9 procent - ved ikke, om det er det rigtige tidspunkt at blande regeringskortene.

/ritzau/