Statsminister Lars Løkke Rasmussen har ikke helt styr på, hvordan det går med Danmarks Bruttonationalprodukt (BNP, mener Socialdemokraterne

Det kom frem under en heftig ordveksling mellem statsministeren og partiformand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen under Folketingets spørgetime tirsdag.

Her svarede Lars Løkke (V) Mette Frederiksen (S), at BNP ikke er faldet, siden han overtog regeringsmagten, mens tal fra Danmarks Statistik viser, at BNP er faldet med 2,7 milliarder.

BNP er et helt grundlæggende begreb i Danmarks nationalregnskab og betegner værdien af et lands samlede produktion af varer og tjenester minus værdien af anvendte råstoffer. Derfor er det et mål, man følger meget nøje, når man skal holde øje med, hvordan det går med væksten i Danmark.

Mette Frederiksen konstaterede i spørgetimen, at der var sket et fald i BNP, fra Løkke overtog magten i andet kvartal af 2015 til de nyeste BNP-tal, vi har fra fjerde kvartal 2015. Og så spurgte hun retorisk.

»Kan statsministeren bekræfte, at BNP er faldet siden regeringsskiftet?«.

Tallene fra Danmarks Statistik viser, at BNP er faldet med 2,7 milliarder, hvis man sammenligner de to kvartaler.

Men Lars Løkke Rasmussens svar var et lidt andet.

»Nej jeg kan ikke bekræfte, at BNP er faldet. Det kan jeg ikke bekræfte. Jeg kan bekræfte, at de fremadrettede vækstprognoser er justeret ned,« svarede Løkke på spørgsmålet.

Svaret kom meget bag på finansordfører i S Benny Engelbrecht, der var tilstede i folketingssalen under spørgetimen.

»Det er jo lidt uheldigt for ikke at sige meget uheldigt, at statsministeren udtaler sig så kategorisk i forhold til BNP. Han siger jo det stikmodsatte af, hvad der er fakta. Nu er jeg jo ikke det folketingsmedlem, der har den længste akademiske uddannelse. Tværtimod har jeg en meget kort uddannelse (9. klasses afgangseksamen red.), men jeg kan altså godt læse BNP-tal,« siger han og tilføjer.

»Han er også tidligere finansminister, og man kunne godt forvente, han havde lidt bedre styr på BNP. På de arbejdspladser, jeg har været på, var den altså ikke gået. den havde kostet en omgang kvajebajer,« siger han.

Debatten mellem S-formanden og statsministeren kulminerede, fordi Mette Federiksen udfordrede Lars Løkke på de pejlemærker, han selv fremsatte under valgkampen. Her udstak han en vision om flere private arbejdspladser, hvilket blandt andet kan skabes ved at væksten øges, men væksten i BNP er siden faldet, og vækstskønnet er for tredje gang nedjusteret, mens Løkke har været statsminister.

BT har forsøgt at få en kommentar fra Lars Løkke, men statsministeren er endnu ikke vendt tilbage på foresprøgslen.