Fagforeningsmedlemmer er mere villige til at arbejde en uge mere om året for at klare krisen end befolkningen som helhed. Det viser en ny Catinét-meningsmåling.

Danskere, der står i fagforening, er mere parate til i snit at arbejde én uge mere om året end danskerne generelt. Dermed synes de fagligt organiserede at acceptere hovedtanken i den økonomiske plan "Fair løsning", hvor Socialdemokraterne og SF foreslår, at danskerne arbejder sig ud af krisen.

Det viser Catinéts undersøgelse for Ritzaus Bureau.

Undersøgelsen viser, af 59 procent af fagforeningsmedlemmerne gerne vil arbejde én time mere om ugen i gennemsnit for at hjælpe Danmark ud af krisen. Det gælder kun 56,6 procent af danskerne som helhed.

Samtidig er de fagligt organiserede - 22,5 procent - også mere parate til at betale højere skatter, end danskerne er generelt med 19,5 procent.

Socialdemokraterne og SF vil hæve skatterne for velstående danskere, som tjener over én million kroner årligt, mens bankerne skal betale to milliarder kroner ekstra til statskassen.

S-SF har ikke planlagt at hæve skatten generelt.

Til gengæld er de fagligt organiserede mindre parate til at beskære eller afskaffe efterlønnen end danskerne som helhed. Her er opbakningen henholdsvis 26,7 procent hos fagforeningsmedlemmerne mod 30,5 procent generelt.

Skønt S-SF har fredet efterlønnen, advarede Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, forleden om, at efterlønnen eller velfærden trues, hvis fagbevægelsen ikke skaffer 15 milliarder kroner ved trepartsforhandlinger med en rød regering efter et folketingsvalg.

Endelig viser undersøgelsen, at besparelser på velfærden hverken er populære hos fagforeningsmedlemmer eller danskerne generel. Slanket velfærd støttes kun af 5,3 procent af de fagligt aktive og 5,8 procent af danskerne.

Undersøgelsen er gennemført fra den 10. juni til den 13. juni blandt 1972 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år.

/ritzau/