Falck fortsætter over landegrænserne. Sidste år blev koncernen udvidet med seks lande, så man nu er på fem kontinenter i 20 lande.

Falck fortsatte med at vokse i 2008. Ved årets udgang havde Falck etableret sig i 20 lande - og det er seks mere end året før. Samlet kan man nu finde koncernen på fem kontinenter.

Sidste år fik Falck et overskud før skat på 373 millioner kroner mod 402 millioner året før. Nettoomsætningen steg fra 6,2 milliarder kroner til lidt over 7 milliarder. Og forventningen til 2009 er en fortsat vækst, som dog vil blive påvirket af blandt andet aldende valutakurser.

Omsætningen uden for Danmark steg med 22 procent, mens omsætningen i Danmark steg med 8,5 procent til 4,8 milliarder.

Resultatet af den primære drift (EBITA) udgjorde for koncernen 587 millioner kroner og steg kun med 3 procent. Udviklingen afspejler, at man sidste år investerede væsentligt i vækst - især i relation til ambulanceudbuddene i Danmark, udvidelser af træningscentre i en række nye lande samt udvidelse og påbegyndelse af Health-care aktiviteter i Sverige og Norge.

- 2008 var et år præget af investering i den fremtidige vækst. I de kommende år vil vi forfølge såvel vores vision som vores kommercielle mål i stadigt flere områder af verden ved at opbygge nye aktiviteter i vores nuværende virksomheder på de relevante forretningsområder, siger Falcks koncernchef, Allan Søgaard Larsen, i en kommentar til regnskabet.



/ritzau/